Finans
0

Fortrolige dokumenter afslører: Nordea-filial i København i centrum for alvorlig hvidvaskanklage

Nordea Danmark blev for godt en måned siden politianmeldt for potentiel hvidvask af kriminelle russiske midler. Finans kan nu afsløre, at mere end 98 pct. af de implicerede Nordea-konti knytter sig til en filial midt i København.

Nordeas filial på Vesterbrogade i København spiller en hovedrolle i beskyldninger om hvidvask, viser Finans' gennemgang af materialet bag politianmeldelse. Foto: Jens Dresling.

Nordeas filial på Vesterbrogade i hjertet af København spiller en hovedrolle i den hvidvaskbeskyldning, der hænger over banken. Det viser en gennemgang af fortroligt materiale, som Finans har fået adgang til. Det består bl.a. af informationer om 332 kontonumre, som ifølge hvidvaskjægeren Bill Browder er blevet brugt til at vaske sorte penge hvide.

I alt er der tale om mere end 150 mio. dollars - svarende til knap 1 mia. kr. - som angiveligt er kørt igennem 332 konti i Nordea.

Det lugter af hvidvask.

Jakob Dedenroth Bernhoft, hvidvaskekspert.

Finans kan nu afsløre, at de 328 konti hører til i filialen på Vesterbrogade. Transaktionerne er anmeldt til det danske bagmandspoliti som hvidvask.

»Det lugter af hvidvask. Der er meget stor risiko for, at Nordea kan være blevet brugt til hvidvask. Disse kunder har så høj risiko, at de nærmest sprænger skalaen. Det kræver helt ekstraordinære stærke antihvidvaskprocedurer at beskytte sig som bank i disse tilfælde,« siger hvidvaskekspert Jakob Dedenroth Bernhoft.

I 2016 blev Nordea politianmeldt af det danske finanstilsyn for at overtræde hvidvaskloven med bl.a. utilstrækkelige antihvidvaskprocedurer og manglende skærpet overvågning af kunder med høj risiko for hvidvask. Sagen efterforskes fortsat af bagmandspolitiet.

Russerne leder efter sådanne åbninger. Åbenbart fandt de sådan et hul i Nordea-filialen i København.

Bill Browder, hvidvaskjæger og hedgefondejer.

Det materiale, som Finans har gennemgået, knytter sig til den politianmeldelse, som den britisk-amerikanske hedgefondejer og hvidvaskjæger Bill Browder har indgivet af Nordea i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

»Generelt er det nogle enkelte personer, der er ansvarlige for hvidvaskning af kæmpe summer. Sådan er det i mange banker, f.eks. i Danske Bank, hvor det svage led var i Estland. Russerne leder efter sådanne åbninger. Åbenbart fandt de sådan et hul i Nordea-filialen i København,« siger Bill Browder.

Nordea oplyser, at banken er i gang med at gennemgå de anklager, den har kendskab til, fra Bill Browders politianmeldelse.

»Vi har endnu ikke kommenteret på vores gennemgang af Bill Browder-klagen, og vi ønsker derfor ikke at kommentere på vores håndtering af transaktionerne,« skriver Julie Galbo, risikochef i Nordea, i en e-mail.

BRANCHENYT
Læs også