Finans
0

Finanstilsynets formand renser sig selv i udbyttesag

I en redegørelse til Folketingets Erhvervsudvalg understreger Finanstilsynets formand, David Lando, at han ikke kendte til Nordeas ageren i udbyttesag.

Foto: Copenhagen Business School

Finanstilsynets formand, David Lando, sad i perioden 2005 til 2011 i bestyrelsen i en kapitalforening, som Nordea i 2008 brugte til at spekulere i schweizisk udbytteskat med.

Men Lando kendte intet til Nordeas ageren i sagen. Det skriver han i et brev til Folketingets Erhvervsudvalg.

Nordea oprettede i 2008 en fond gennem kapitalforeningen Investin Pro, der hører under Nykredit. Fonden havde til formål at spekulere i udbytteskat fra schweiziske aktier.

Nordea investerede 17 mia. kr. gennem fonden, som ifølge Børsen udløste udbytter for mere end 300 mio. kr.

David Lando, der som formand for Finanstilsynet skal agere vagthund over for den finansielle sektor, sad selv i bestyrelsen i Investin Pro. Men han afviser altså at have haft kendskab til Nordeas ageren i sagen.

»Hverken jeg eller den øvrige bestyrelse for Investin Pro var informeret om Nordeas ageren udenfor Investin Pros regi. Tværtimod viser bestyrelsesprotokollen og den øvrige dialog med NPA (Nykredit Portefølje Administration A/S), at bestyrelsen gentagne gange blev forsikret om, at der var tale om en dansk investor i en dansk forening,« skriver David Lando i den syv sider lange redegørelse

Tidligere har Nykredit ligeledes afvist at have haft kendskab til fondens formål. Men efter at en intern undersøgelse bragte nye oplysninger frem i lyset, vendte Nykredit på en tallerken.

»Vi ved nu, at der var medarbejdere, som vidste det før oprettelsen af fonden. Vi har begået en klar fejl dengang,« sagde Jens Theil, pressechef i Nykredit, for tre uger siden til Børsen.

Ved siden af sin rolle som formand for Finanstilsynet er David Lando professor ved Institut for Finansiering på Copenhagen Business School.

I sin redegørelse til Folketingets Erhvervsudvalg skriver David Lando, at han har gennemgået bestyrelsesreferater fra den periode, hvor Nordea skulle have spekuleret i udbytteskat.

Af referaterne fremgår det, at David Lando spurgte ind til, om der også var et skatteformål med eventuelle aktieudlån i den særlige afdeling i Investin Pro. Det var der ikke, blev han betrygget i.

»Det oplyste formål var altså ikke alene sædvanligt og lovligt, men fuldkommen etisk forsvarligt,« skriver David Lando i redegørelsen.

BRANCHENYT
Læs også