Serier
0

Kunder skyder milliardbeløb i udskældt mæglerfinte

Trods massiv kritik og dårlige afkast flyder pensionskundernes penge stadig ind i investeringsfonden Tryghed 75, der er ejet af pensionsmægleren Söderberg & Partners.

Falsk tryghed for pensionskunder
Som selvudnævnt uvildig pensionsmægler kan Söderberg & Partners rådgive kunder til at placere opsparingen i Tryghed 75. Problemer er ifølge eksperter, at mæglerfirmaet selv ejer Tryghed 75 og derved scorer gebyrer på den udskældte fond. Illustration: Anders Vester  Thykier

Danske pensionskunder har i løbet af året skudt 1,7 mia. kr. i den kontroversielle investeringsfond Tryghed 75. Det er selv om fonden leverer negative afkast og bliver kritiseret for at udgøre en urimelig indtjeningsfinte for Danmarks næststørste mæglerfirma, Söderberg & Partners.

»Tallene viser, at Tryghed 75 er en ren pengemaskine for Söderberg. Pengene flyder tilsyneladende bare ind trods høje omkostninger, dårlig medieomtale og sløje afkast,« siger den uvildige økonomiske rådgiver Nikolaj Holdt Mikkelsen fra Dannebrog Invest.

Tryghed 75 og Söderberg & Partners fik massiv kritik, da Finans i august og september afslørede, hvordan Söderberg tjener stort på at få pensionskunder til at vælge fonden Tryghed 75, som mæglerfirmaet selv ejer.

Problemet er, at Söderberg selv agerer uvildig rådgiver for pensionsselskabernes kunder. Ifølge eksperter bliver rollen som uvildig mægler misbrugt.

Det er vanskeligt at være uvildig mægler, når man samtidig tjener stort på at sælge sin egen fond.

Søren Andersen, partner og pensionsrådgiver i Fpension.

Også pensionsselskabernes brancheorganisation F&P har kritiseret mæglerfirmaets dobbeltrolle, og Finanstilsynet har indledt en undersøgelse. Alligevel fortsætter pengene med at rulle ind, og alene i september, oktober og november voksede fonden med 460 mio. kr.

»Problemet er, at der sker en sammenblanding af interesser. Det er vanskeligt at være uvildig mægler, når man samtidig tjener stort på at sælge sin egen fond,« siger aktuar og pensionsrådgiver Søren Andersen fra Fpension.

Adm. direktør i Söderberg & Partners Torben Spuur Jensen ønsker ikke at diskutere forholdene omkring Tryghed 75, da Finanstilsynet stadig undersøger sagen. Tidligere har han afvist, at Söderberg har sat uvildigheden over styr.

Tryghed 75 er blevet solgt som et produkt, der vil vise sit værd, når aktiemarkedet dykker. Alligevel har fonden i efterårets turbulente aktiemarked klaret sig dårligere end pensionsselskabernes typiske investeringsprodukter, viser en opgørelse fra Dannebrog Invest.

Det vil Torben Spuur Jensen ikke forholde sig til.

»Tryghed 75 skal vurderes på langt sigt,« skriver han i en mail til Finans.

BRANCHENYT
Læs også