Finans

Skattestyrelsen stævner pensionskasse for 900 mio. kr.

Skattestyrelsen mener, at en pensionskasse fra Canada har fået udbetalt uberettiget refusion af udbytteskat.

Skattestyrelsen stævner en udenlandsk pensionskasse for 900 millioner kroner. Foto: Philip Davali

Skattestyrelsen stævner en udenlandsk pensionskasse for 900 millioner kroner.

Pensionskassen, der ifølge DR er fra Canada, har fået udbetalt pengene som refusion af udbytteskat i 2011-2014.

Det fortæller Kenneth Joensen, der er selskabsskattedirektør.

- Vi har igennem nogen tid haft en undersøgelse i gang, og vi er nået frem til, at den udenlandske pensionskasse ikke er og ikke var berettiget til at få udbetalt refusionen på 900 millioner kroner.

- Vi har derfor krævet at få pengene tilbage. Det er ikke sket, og derfor er det naturlige næste skridt at indgive et søgsmål, siger han.

Kenneth Joensen slår i samme ombæring fast, at der ikke umiddelbart er tale om svindel.

- Det er ikke vores opfattelse, at det har karakter af svindel. Vi er uenige med pensionskassen, om den var ejer af de aktier, som den har fået refunderet udbytteskat på, siger han.

Pensionskassen fik refunderet pengene via den nu lukkede bankordning.

Det var en ordning, hvor Danske Bank, Nordea og SEB, kunne få refunderet udbytteskat på vegne af kunder.

Den blev lukket i 2015, men efterfølgende har Skattestyrelsen vurderet, at der var udbetalt et uberettiget beløb.

I 2016 forsøgte pensionskassen at få 1,3 milliarder kroner refunderet, men de penge er ikke blevet udbetalt.

Læs også
Top job