Finans

Wall Street bløder efter den værste uge for Dow Jones i 10 år

Urolighederne på aktiemarkedet sker bl.a. på grund af udsigten til en stigende rente.

Julestemningen på Wall Street var presset denne uge, efter aktierne tog sig noget af en rutsjetur. Foto: Mark Lennihan/AP

Man kan ikke ligefrem sige, at julefreden sænker sig over det amerikanske aktiemarked.

For de tre store amerikanske aktieindekser led denne uge et af de værste ugentlige fald i løbet af 10 år, skriver flere internationale medier som CNN og BBC.

Det sker - ifølge BBC - efter handelsspændinger med Kina, en stigende rente og udsigten til "government shutdown" (nedlukning af statsapparatet, red.) i USA.

Værst gik det ud over Dow Jones-indekset, som med et fald på 6,8 pct. havde den værste uge siden 2008. Men også Nasdaq (med et fald på 8,36 pct. for ugen) og S&P 500-indekset (med et fald på 7 pct. for ugen) led alvorligt.

Anføreren for Federal Reserve Bank of New York, John Williams, forsøgte fredag formiddag amerikansk tid at berolige markedet. Han understregede, at centralbanken følger udviklingen og er klar til sløjfe rentestigninger i 2019.

»Vi har tænkt os at gå ind i det nye år med vidt åbne øjne, villige til at læse på dataene, lytte til folk og til at revurdere den økonomiske prognose,« sagde han interview med CNBC.

Urolighederne kommer, efter centralbankens øverste chef, Jerome Powell, onsdag valgte at hæve renten med et kvart procentpoint og samtidig varsle flere stigninger i 2019. Det gjorde han i et forsøg på at dæmpe inflationen og undgå en overophedning af økonomien.

Det træk sendte det amerikanske aktiemarked i minus, fordi investorerne havde forventet, at centralbanken ville holde renten i ro oven på de seneste måneders aktieuro.

Især Facebook, Twitter og Amazon mistede mange penge fredag.

BRANCHENYT
Læs også