Finans
0

Wall Street-rådgivere bliver forgyldt med milliarder efter storopkøb

Sammenlægningen af medicinalgiganterne Bristol-Myers Squibb og Celgene sender næsten 2 mia. kr. videre til en række investeringsbanker på Wall Street.

Morgan Stanleys hovedkvarter tæt på Times Square i New York. Arkivfoto: AP Photo.

En milliard dollars i rådgivningshonorar. Eller omkring 6,5 milliarder danske kroner.

Det beløb kan en række af Wall Streets tungeste investeringsbanker se frem til at få del i, efter de har medvirket som rådgivere i sammenlægningen mellem de to medicinalselskaber Bristol-Myers Squibb og Celgene.

Det skriver erhvervsmediet Financial Times.

Bristol-Myers Squibbs opkøb af Celgene er vurderet til at have en samlet værdi af ca. 90 mia. dollars, hvilket svarer til ca. 600 mia. kr.

Med ombord som rådgivere i handlen har der været fem investeringsbanker - herunder Morgan Stanley, JPMorgan Chase og Citigroup.

Ifølge Financial Times kan de fem investeringsbanker tilsammen se frem til at modtage lidt over 300 mio. dollars i rådgivningshonorar, hvilket svarer til knap 2 mia.kr. Det gør beløbet til et af de største rådgivningshonorarer, der er udbetalt i forbindelse med et virksomhedsopkøb.

De resterende 700 mio. dollars skal fordeles ud over andre rådgivere i processen, såsom advokater, revisorer og kommunikationsbureauer.

Investeringsbanken Morgan Stanley står til at modtage 82 mio. dollars for at rådgive Bristol-Myers Squibb i købsprocessen, mens JPMorgan Chase står til at modtage 100 mio. dollars for at rådgive Celgene. Citigroup vil modtage ca. 67 mio. dollars.

De to mindre aktører Evercore og Dyal Co.vil modtage 55 mio. dollars for at have rådgivet Bristol-Myers Squibb under købet.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også