Finans
0

Kinesisk bankansat opdagede smuthul og hævede millioner

En ansat i kinesiske Huaxia Bank udnyttede et hul i bankens sikkerhedssystem til at hæve et beløb svarende til over 6 mio. danske kroner til sig selv.

En ansat i den kinesiske bank Huaxia Bank udnyttede et hul i bankens sikkerhedssystem til at fylde sine egne lommer. Arkivfoto: Imaginechina via AP Images.

En ansat i den kinesiske storbank Huaxia kan se frem til en længere fængselsstraf, efter han udnyttede et hul i bankens sikkerhedssystemer, som han selv var ansat til at kontrollere.

Den 43-årige mandlige bankprogrammør fandt ud af, at der var en fejl i bankens sikkerhedssystem, der betød, at det ikke altid blev registreret, når man omkring midnat hævede penge i bankens hæveautomater.

Den ansatte havde adgang til en række af Huaxias testkonti, som banken brugte til at teste sit eget sikkerhedssystem, og det var fra dem, han hævede pengene.

Det skriver det engelsksprogede medie South China Morning Post.

Den bankansatte opdagede fejlen i 2016. Herefter hævede han flere gange mellem 5.000 og 20.000 yuan (4.900 - 19.500 danske kroner) i bankens hæveautomater.

Da svindlen blev opdaget af Huaxia i januar 2018, havde bankprogrammøren nået at hæve et beløb, der svarer til 7 mio. yuan eller ca. 6,8 mio. danske kroner. Nogle af pengene havde han brugt på at investere i aktier, mens han havde indsat resten på sin egen konto.

I første omgang forklarede programmøren, at han havde indsat pengene på sin egen konto for at beskytte bankens penge, mens han testede fejlen i sikkerhedssystemet.

Faktisk accepterede Huaxia hans undskyldning, men de kinesiske myndigheder, der undervejs var blevet underrettet, valgte alligevel at gå videre med sagen.

Han blev for nyligt idømt en straf på lidt over 10 års fængsel på trods af, at han efterfølgende har tilbagebetalt en stor del af beløbet til banken.

BRANCHENYT
Læs også