Serier

Udskældt mæglerfirma sendes til tælling: Bredt politisk flertal vil stoppe indtjeningsfinte

Efter Finans' afsløringer af dobbeltroller i pensionsmæglerfirmaet Söderberg & Partners står både røde og blå partier klar til at stramme loven.

Falsk tryghed for pensionskunder
Fire partier danner et bredt flertal for at stoppe en dobbeltrolle hos landets næststørste pensionsmæglerfirma. Fra venstre er det erhvervsordførerne Thomas Jensen (S), Lisbeth Bech Poulsen (SF), Torsten Schack Pedersen (V) og Hans Kristian Skibby (DF). Illustration: Anders Thykier

Et bredt politisk flertal står sammen om at lukke ned for en hårdt kritiseret indtjeningsfinte i landets næststørste pensionsmæglerfirma Söderberg & Partners.

Det er den klokkeklare udmelding fra Venstre, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF, efter at Finans har afdækket, hvordan Söderberg-koncernen tjener stort på, at man har fået danske pensionskunder til skyde 2,9 mia. kr. i pensionsfonden Tryghed 75, som mæglerfirmaet selv ejer.

Tryghedsfonden
  • Pensionsfonden Tryghed 75 blev etableret på det danske marked i 2016 af pensionsmæglerfirmaet Söderberg & Partners, der forvalter fonden fra et selskab i Luxembourg.
  • Med løbende omkostninger på 1,46 pct. af opsparingen er fonden betydelig dyrere end de gennemsnitlige pensionsprodukter.
  • Tryghed 75 bliver solgt som en fond, der kan tilpasse fordelingen af aktier og obligationer til markedssituationen og derved undgå de store tab, når markedet dykker. Men under efterårets turbulente aktiemarked led tryghedsfonden større tab end pensionsselskabernes alternativer.
  • De danske pensionsselskaber er splittede om Tryghed 75. PFA og Velliv afviser at tilbyde deres kunder Tryghed 75, mens Topdanmark, AP Pension og Danica har sagt ja til at have Tryghed 75 på hylden.
  • I Sverige har tryghedsfondens søsterfonde eksisteret siden 2010. De har i dag over 60 mia. svenske kroner under forvaltning.

»Hvis man kan slippe afsted med det i dag, er vi nødt til at stramme op på loven,« siger Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen.

Hos Socialdemokratiet langer erhvervsordfører Thomas Jensen hårdt ud efter Söderberg & Partners.

»Vi skal se meget alvorligt på denne sag, og vi vil være klar til at lave de lovændringer, der skal til for at få rettet op på det,« siger han.

Finans har senest afsløret, at mæglere fra Söderberg bliver belønnet med højere løn, hvis de får kunderne til at vælge Tryghed 75. Den del af sagen undersøges nu af Finanstilsynet.

Selvfølgelig har den enkelte rådgiver en interesse i at få kunden til at vælge et produkt, som koncernen tjener på.

Hans Kristian Skibby, erhvervsordfører for DF

I forhold til lovgivningen er problemet, at Söderbergs mæglere siden 2016 har fået lov til at rådgive pensionskunder om Tryghed 75. Det står nemlig ikke klart i lovgivningen, at et uvildigt mæglerfirma ikke må drive et investeringsprodukt fra et andet selskab i koncernen.

Det er en fejl ifølge politikerne.

»Selvfølgelig har den enkelte rådgiver en interesse i at få kunden til at vælge et produkt, som koncernen tjener på. Det skal man jo ikke have den helt store embedsmandseksamen for at regne ud,« siger DF’s erhvervsordfører Hans Kristian Skibby.

Adm. direktør i Söderberg i Danmark, Torben Spuur Jensen, kan ikke se nogen problemer i forhold til uvildigheden, og han insisterer på, at Söderberg hidtil har overholdt alle regler.

»Ændres lovgivningen, vil Söderberg & Partners derfor naturligvis følge, hvad det måtte indebære,« skriver han i en e-mail.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) vil ikke kommentere forslaget om en lovstramning på nuværende tidspunkt, da Finanstilsynet i forvejen er i gang med at se på sagen.

BRANCHENYT
Læs også