Finans
0

Danske Bank-investorer har en god sag, vurderer eksperter

Der er ifølge The Telegraph tale om 70 investorer, der søger en erstatning på 1 mia. euro. Foto: Gregers Tycho

Investorgruppen, der næste måned vil anlægge sag mod Danske Bank om en erstatning på 1 mia. euro, har en god sag, vurderer flere eksperter. Det skriver Berlingske Business.

Det blev mandag offentliggjort, at en gruppe investorer i næste måned vil indgive stævning mod banken for tab i forbindelse med det kursdyk, der har fulgt i kølvandet på hvidvasksagen.

Ifølge den britiske avis The Telegraph er der tale om 70 investorer, der søger en erstatning på 1 mia. euro. Søgsmålet ledes af advokatfirmaet DRRT og påbegyndes i marts.

Jakob Dedenroth Bernhoft, der er direktør i Revisorjura.dk, vurderer, at investorerne har en god sag, da ledelsen i Danske Bank har erkendt, at den allerede kendte til problemerne i den estiske filial i 2014. Alligevel iværksatte banken først sin egen undersøgelse i 2017 efter Berlingskes afsløringer.

- Der er altså nogle investorer, der i den mellemliggende periode vil mene, at de har handlet i tillid til, at alt var i orden, og at hvis ledelsen var gået ud med disse oplysninger allerede i 2014, ville aktien være faldet allerede dengang, siger Jakob Dedenroth Berntoft til Berlingske Business.

Danske Banks pressechef, Kenni Leth, oplyser til avisen, at banken er bekendt med, at der er varslet flere søgsmål, og at banken vil forholde sig til søgsmålene og den videre proces med sine advokater.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også