Finans

Pensionsboss sætter dato for sin egen pensionering

Peter Damgaard Jensen, der er adm. direktør i pensionskassen PKA, træder tilbage til april næste år.

Peter Damgaard Jensen stopper i PKA i april 2020. Foto: Charlotte de la Fuente Foto: Charlotte de la Fuente

Pensionskassen PKA skal i gang med at finde en ny direktør. Peter Damgaard Jensen har nemlig sat dato for, hvornår han vil gå på pension.

Efter 19 år som den øverste chef i PKA træder Peter Damgaard Jensen tilbage i april 2020. Det oplyser pensionskassen i en pressemeddelelse.

»Jeg har været meget glad for at stå i spidsen for PKA i så mange år, og jeg er stolt af det, vi har opnået. PKA er i dag i en stærk position, hvor vi skaber stor værdi for medlemmerne samtidig med, at vi gør en positiv forskel for vores omgivelser gennem vores investeringer,« siger Peter Damgaard Jensen.

»Af samme grund har jeg vurderet, at det er det rette tidspunkt at lægge en plan for, hvornår jeg skal give opgaven videre. Derfor har jeg aftalt med formandskabet i PKA, at jeg i forbindelse med, at jeg fylder 66 år i foråret 2020, fratræder som administrerende direktør,« fortsætter han.

PKA administrerer i dag pensioner for fire forskellige pensionskasser inden for social- og sundhedsområdet. Pensionskassen har ca. 300.000 medlemmer og forvalter en formue på 275 mia. kr.

I pressemeddelelsen takker bestyrelsesformand Stephanie Lose direktøren indsatsen i PKA.

»Peter har været helt central i den positive udvikling, PKA har gennemgået. Han har stået i spidsen for et PKA, der i dag står stærkere end nogensinde både, når det kommer til antal medlemmer, værdiskabelse og ansvarlighed. Jeg sætter derfor pris på den gode dialog, vi har haft om beslutningen, samt at Peter har valgt at fortsætte frem til april næste år, så vi har god tid til at finde den helt rigtige afløser,« udtaler Stephanie Lose.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også