Finans
0

Hvidvask: Swedbank hyrer EY - som undersøges i Danmark

Den svenske storbank Swedbank, som i denne uge er kommet i søgelyset for hvidvask, har hyret revisionsfirmaet Ernst & Young (EY) til at se nærmere på de beskyldninger, som er blevet rettet mod banken.

Men netop EY undersøges af de danske myndigheder for sin rolle i samme sag - Danske Banks hvidvaskskandale i Estland.

EY har siden oktober sidste år været undersøgt i forbindelse med Danske Banks sag, hvor 1500 mia. kr. i årene fra 2007 til 2015 blev sendt gennem filialen i Estland i det, som betegnes mistænkelige transaktioner, skriver Bloomberg News. Det skyldes, at EY var revisor for Danske Bank i en del af perioden. Blandt andet i 2014, som myndighederne i særdeleshed fokuserer på.

Swedbank har i denne uge måttet erkende, at tidligere afvisninger af deltagelse i hvidvaskskandalen i Estland ikke har holdt vand, og banken har nu indrømmet, at den også har medvirket til gennemførelsen af mistænkelige transaktioner. Det kommer i kølvandet af, at Sveriges TV i denne uge kunne fortælle, at Swedbank modtog 40 mia. svenske kr. fra Danske bank i perioden.

Swedbanks aktiekurs faldt onsdag og torsdag med henholdsvis 13,6 og 9,3 pct. på nyheden. Fredag vandt den dog lidt igen med et plus på 3,9 pct.

EY's undersøgelse af Swedbanks rolle i sagen skal sendes til bestyrelsen inden bankens generalforsamling den 28. marts.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også