Finans

Nordea gennemfører køb af norske Gjensidige Bank

Foto: Mads Claus Rasmussen

Nordea har fredag gennemført købet af norske Gjensidige Bank, oplyser banken og Gjensidige.

Dermed træder aftalen om gensidig distribution mellem Nordea og Gjensidige Forsikring også i kraft, oplyser banken og Gjensidige.

Transaktionen omfatter alle aktier i Gjensidige Bank samt et strategisk partnerskab med Gjensidige Forsikring om gensidig distribution af skadesforsikring og finansielle produkter i Norge, fremgår det af meddelelsen.

Købet er godkendt af de norske konkurrencemyndigheder og det norske finanstilsyn.

Indtil videre fortsætter Gjensidige Bank sine aktiviteter som selvstændig bank.

- Købet understreger vores strategi og ambition om at vokse i det vigtige norske marked. Vores mål er at give kunderne et bredere udvalg af serviceydelser og innovative finansielle løsninger. Nordea har en stærk position i Norge, og vi glæder os til at betjene vores nye kunder, siger John Sætre, der er leder af personal banking i Nordea i Norge.

Han fortsætter:

- Som den største bank i Norden er det naturligt for os at indgå partnerskab med det førende forsikringsselskab i Norge. Vi er sikre på, at alle vores kunder vil nyde godt af det større og bedre tilbud, der er resultatet af dette partnerskab, siger han.

Købet tilfører Nordea 186.000 kunder med 5,2 mia. euro i udlån.

Gjensidige Bank vil gradvist blive integreret i Nordea, hvilket også betyder, at omkring 200 medarbejdere fra Gjensidige Bank rykker med over i Nordea.

BRANCHENYT
Læs også