Finans
0

Elon Musk bliver sagsøgt af investorer efter »ukontrolleret brug af Twitter«

Musk har tidligere fået en bøde for at vildlede investorer på Twitter. Nu tager de til genmæle.

En række tweets fra Elon Musk sidste år kom til at koste virksomheden dyrt. En gruppe investorer er nu så trætte af Musks aktiviteter på Twitter, at de sagsøger ham. Foto: Bloomberg photo by Patrick T. Fallon

Stop med at tweete.

Sådan lyder budskabet fra en gruppe Tesla-investorer, der er godt trætte af direktør i Tesla, Elon Musks, aktiviteter på det sociale medie Twitter.

De er derfor gået sammen i et fælles søgsmål mod Tesla-stifteren for at få ham til at stoppe sit »ukontrollerede brug af Twitter«, hvor han kommer med »gentagne fejlinformationer,« og »unøjagtige udtalelser om selskabet,« som ifølge investorerne skader Tesla Inc.

Det skriver Bloomberg.

Retssagen er indgivet i Delaware Chancery Court, og den er indgivet bl.a. af investorer fra "Laborers’ District Council and Contractors’ Pension Fund of Ohio."

Sagen er kommet, efter en række tweets fra Tesla-stifteren sidste år kom til at koste virksomheden dyrt.

Musk blev i efteråret idømt en bøde på 20 mio. dollars, fordi han i august vildledte investorerne med et tweet om, at han overvejede at afnotere selskabet fra børsen. Herudover skulle han fratræde som formand for bestyrelsen, men fik lov til at fortsætte som administrerende direktør.

Musks aktiviteter på Twitter har siden vagt opsigt i forskellige sammenhænge, og det er en gruppe investorer altså trætte af nu.

»Musk har løbende ignoreret alle bestræbelser på at kontrollere sine fejlinformationer på sociale medier,« siger Michael Berry, der er advokat for Laborers’ District Council, ifølge Bloomberg.

Ifølge techsiden CNet vil det endelige søgsmål være tilgængeligt for offentligheden den 12. marts.

Tesla er ikke vendt tilbage på Bloombergs henvendelse om en kommentar.

BRANCHENYT
Læs også