Finans
0

Nordmand er på vej ind i Danske Banks bestyrelse

Bestyrelsen i Danske Bank foreslår norske Bente Avnung Landsnes som nyt bestyrelsesmedlem.

Bente Avnung Landsnes bliver med stor sandsynlighed nyt bestyrelsesmedlem i Danske Bank. Arkivfoto: Oslo Børs.

Adm. direktør for Oslo Børs, Bente Avnung Landsnes, er med stor sandsynlighed på vej ind i Danske Banks bestyrelse.

Danske Bank oplyser i en fondsbørsmeddelelse, at bankens bestyrelse foreslår Bente Avnung Landsnes som nyt bestyrelsesmedlem.

»Jeg er overbevist om, at Bente Avnung Landsnes med sin store erfaring og sine dybe kompetencer fra den finansielle sektor i Norge, hvor hun blandt andet har beskæftiget sig med kapitalmarkedet og digital transformation, vil kunne bidrage positivt til bestyrelsens arbejde og dermed til Danske Banks udvikling fremover,« siger bestyrelsesformand Karsten Dybvad.

Valget til bestyrelsen vil formelt finde sted, når Danske Bank afholder sin ordinære generalforsamling den 18. marts 2019.

61-årige Bente Avnung Landsnes blev i 2006 udnævnt til adm. direktør for Oslo Børs - i øvrigt som den første kvinde nogensinde. Hun trækker sig efter planen fra posten i april i år.

Inden hun kom til Oslo Børs, var Bente Avnung Landsnes i perioden fra 2003 til 2006 koncerndirektør i DNB, hvor hun sad med ansvaret for IT og betalingstjenester. Derudover har hun en mangeårig karriere i den norske finanssektor, hvor hun har siddet på forskellige poster.

Bente Avnung Landsnes er uddannet fra Frogner Handelsskole i Oslo i 1974.

BRANCHENYT
Læs også