Serier
0

Hvidvaskjægeren Bill Browder gemmer på en speget fortid 

Han står centralt i de skandinaviske bankers hvidvasksager, men trækker selv et spor af retssager efter sig.

Hvidvask i Danske Bank
Bill Browder blev i 2013 idømt ni års fængsel i Rusland for skattefusk. Illustration: Anders Thykier

Bill Browder er kendt som en af verdens førende hvidvaskjægere. Han har assisteret en stribe medier i Danmark og udlandet med informationer, der har afsløret storbanker i hvidvasksager med Danske Banks som den indtil nu største.

Men han er også en mand, hvis troværdighed omverdenen begynder at sætte spørgsmålstegn ved, efter at han i årevis har haft enorm indflydelse. Den indflydelse har han bl.a. brugt til at få USA til i 2012 at indføre en lovgivning, Magnitskij-loven, med direkte henvisning til Browders russiske skatterådgiver, Sergej Magnitskij, der døde i et russisk fængsel i 2009.

Browders hvidvaskoplysninger har indtil nu ført til strafferetlige efterforskninger i 16 lande, men Browder forventer, at den liste vil blive længere.

»Magnitskij-historien var den første, der rigtigt afslørede den økonomiske rørledning – men som flere detaljer kommer frem, opdager vi, at alle gangstere og politikere brugte denne udvej. Vi har fulgt pengene i 9,5 år nu, og det er på grund af vores arbejde, at hvidvaskningens rørledning bliver afsløret,« siger Bill Browder.

Browder etablerede i 1996 investeringsfonden Hermitage Capital Management i Rusland og blev en af de største udenlandske investorer i landet. Ifølge Browder blev flere af hans underliggende investeringsselskaber i 2007 stjålet og brugt til efterfølgende at lænse den russiske statskasse for 1,5 mia. kr.

I 2013 blev han i Rusland idømt ni års fængsel for skattesvindel in absentia, men Browder har tidligere affejet dommen som en del af komplottet mod ham.

Det er på grund af vores arbejde, at hvidvaskningens rørledning bliver afsløret.

Bill Browder, hvidvaskjæger

Den internationalt anerkendte filminstruktør Andrej Nekrasov er en af dem, som grundlæggende har skiftet syn på Browder og Magnitskij. I dag mener han, at Browder udnytter Magnitskijs død til at dække over sin skattefusk.

»Hans oprindelige motiv var at skabe et alibi for sig selv og sine klienter. Hvis nogen i Danmark begik skatteunddragelse, ville det blive betragtet som en finansiel sag. Fordi det er i Rusland, har han fået gjort det til en politisk sag,« siger Andrej Nekrasov.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også