Serier

Bill Browder brugte selv skattely til sine selskaber

Bill Browder har fungeret som hvidvaskekspert hos Europa-Parlamentets særlige skattelyudvalg oprettet efter Panama Papers-skandalen. Skandalens midtpunkt – advokatkontoret Mossack Fonseca – oprettede også selskaber til ham.

Hvidvask i Danske Bank
Det kontroversielle advokatfirma Mossack Fonseca oprettede bl.a. et selskab i skattelyet de Britiske Jomfruøer  til hvidvaskjæger Bill Browder. Foto: Søren Bidstrup

Hvidvaskjægeren Bill Browder har sat spot på suspekte pengestrømme til og fra skattely. Men han har også brugt selskaber på Cypern og De Britiske Jomfruøer til egne forretninger.

Den britisk-amerikanske forretningsmand har tidligere været indbudt af Europa-Parlamentet til høring i et særligt udvalg nedsat til bl.a. at håndtere skattelyproblematikken, efter at et læk af papirer fra det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca satte fokus på systematisk skatteunddragelse. Men Bill Browder har selv brugt det kontroversielle advokatfirma.

Et Browder-ejet firma
– Berkeley Advisors Inc – blev f.eks. sat op i skattelyet De Britiske Jomfruøer af Mossack Fonseca, bekræfter han.

»Det blev sat op af min partner i Hermitage-fonden, Republic National Bank of New York. Jeg kender ikke deres grunde for at vælge dette firma (Mossack Fonseca, red.) over andre,« skriver Bill Browder i en e-mail.

Hvor mange selskaber satte Mossack Fonseca op for dig?

»Flere.«

Bill Browder etablerede i 1996 Hermitage-fonden i Rusland og blev ifølge eget udsagn landets største udenlandske investor. Han fortæller, hvordan han i november 2005 blev udvist fra Rusland og efterfølgende udsat for et komplot, hvor russiske efterforskere ransagede hans kontor, stjal nogle af hans investeringsselskaber og brugte dem til at stjæle 1,5 mia. kr. fra den russiske statskasse.

Ifølge Browder blev hans skatterådgiver Sergej Magnitskij fængslet for at afsløre komplottet, og han døde i 2009 som følge af bl.a. manglende lægebehandling.

Siden har Browder lobbyet intensivt for sanktioner mod menneskerettighedskrænkere, ligesom han har sporet mistænkelige pengestrømme bl.a. fra skattelyselskaber til en række europæiske storbanker, heriblandt Danske Bank hvis hvidvasksag er veldokumenteret.

Du har som antihvidvask-aktivist sat spørgsmålstegn ved brugen af selskaber i jurisdiktioner som De Britiske Jomfruøer og Cypern. Hvorfor brugte du dem selv?

»Der er lovlig brug af offshore jurisdiktioner og ulovlig brug. Min brug af De Britiske Jomfruøer var fuldt lovlig, gennemsigtig og lagt fuldt ud åbent frem over for regulatorer, skattemyndigheder og andre interesserede parter. Min kampagne har fokuseret på organiserede kriminelle, hvidvaskere og andre, som misbruger offshoreselskaber til at dække over deres kriminalitet,« skriver Bill Browder.

Det virker dobbeltmoralsk.

Jakob Dedenroth Bernhoft, hvidvaskekspert

Hvidvaskekspert Jakob Dedenroth Bernhoft er alligevel skeptisk.

»Det virker dobbeltmoralsk. Det kan godt være, at brugen har været lovlig, men dermed har han været med til at understøtte en jurisdiktion, som kan bruges til hvidvask,« siger han.

Han forklarer, at skattely som De Britiske Jomfruøer har været meget velegnede til hvidvask på grund af manglende gennemsigtighed.

»Hvis Browder eller en anden sendte penge til De Britiske Jomfruøer, svarede det til at sende dem ind i en sort boks. Selv hvis de engelske myndigheder bad om oplysninger, ville de aldrig få svar. Og når pengene på et tidspunkt skulle føres tilbage til en almindelig europæisk bank, ville banken aldrig kunne tjekke, hvor pengene kom fra,« siger han.

Advokatfimaet Mossack Fonseca lukkede efter Panama Papers-afsløringerne.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også