Finans
0

Ekspert: Velliv bruger gamle kunders penge til at kapre nye kunder

Danmarks nye pensionsselskab Velliv bliver nu beskyldt for at skævvride pensionsmarkedet ved at placere underskud på forsikringer hos gamle kunder for at kapre nye kunder. Vrøvl, lyder det fra Velliv.

Velliv - det tidligere Nordea Liv & Pension - beskyldes for at tørre en del af regningen for at give lave forsikringspriser til nye kunder af på gamle kunder. Foto by: Frank May/AP

Pensionsselskabet Velliv beskyldes nu af en ekspert for at bruge nogle penge, som eksisterende kunder har indbetalt, til at kapre nye kunder.

Det skyldes, at selskabet bogfører en del af udgifterne til de sundhedsforsikringer, som kunderne har tilknyttet pensionsopsparingen, et sted i regnskabet, hvor eksisterende kunder med en traditionel opsparing er med til at afdække underskuddet, lyder det.

»Selskabet tager systematisk penge, som de gamle kunder med det traditionelle gennemsnitsrenteprodukt har tilvejebragt, til at give nye kunder med et moderne markedsrenteprodukt en rabat på de tilknyttede forsikringer, fordi udgifterne skjules her. Det har skævvredet hele markedet,« siger Jørgen Svendsen, aktuar og indehaver af pensionsmæglerselskabet AFPR.

Vi overholder alle regnskabsregler, og hvis der er noget, som de aktuarer, du har talt med, ikke forstår, er de velkomne til at ringe.

Gitte Aggerholm, finansdirektør i Velliv

Han mener ikke, at Velliv skal have lov til at placere udgifterne til invalidedækningen – populært kaldet tab af erhvervsevne – til de nye kunder hos de gamle med et traditionelt opsparingsprodukt.

En anden ekspert kritiserer også Velliv.

»Det er et generelt problem, at pensionsselskabernes prisdumping på tab af erhvervsforsikringer fører til omfordeling, og hvis Velliv ikke dækker rabatterne fra egenkapitalen, så betyder det, at den buffer, som eksisterende kunder har bygget op, bruges til at dække et underskud på andre kunders forsikringer – og det ser ikke kønt ud,« siger Søren Andersen, aktuar og adm. direktør i FPension.

Velliv afviser, at selskabet gør noget forkert.

»Vi overholder alle regnskabsregler, og hvis der er noget, som de aktuarer, du har talt med, ikke forstår, er de velkomne til at ringe,« siger Gitte Aggerholm, finansdirektør og medlem af direktionen i Velliv.

Men er det ikke rigtigt, at I bruger de gamle kunders penge til at kapre nye kunder?

»Det kan og må jeg dementere. Det er ikke lovligt at omfordele, og vi overholder naturligvis lovgivningen. Vi deler underskuddet fifty-fifty mellem egenkapitalen og det kollektive bonuspotentiale tilhørende risikogrupperne. Så egenkapitalen holder også for,« siger Gitte Aggerholm.

BRANCHENYT
Læs også