Finans

Tidligere Danske Bank-boss til Nykredit: Flere direktører stopper

Tonny Thierry Andersen bliver en del af koncernledelsen i Nykredit.

Tonny Thierry Andersen skal fra den 1. juni være en del af koncerndirektionen i Nykredit. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Den tidligere topdirektør i Danske Bank og formand for bankernes brancheorganisation, Tonny Thierry Andersen, er blevet ansat af Nykredit fra den 1. juni.

Samtidig stopper Kim Duus og Søren Holm efter eget ønske. De er begge 62 år og en del af Nykredit-direktionen. Det fremgår af en meddelelse onsdag formiddag fra realkreditkoncernen.

»Bestyrelsen takker Kim Duus og Søren Holm for deres store bidrag gennem en årrække i direktionen, og samtidig er vi glade for, at Tonny Thierry Andersen tiltræder som ny koncerndirektør med ansvar for banking,« siger Nykredits bestyrelsesformand, Steffen Kragh, i meddelelsen.

Tonny Thierry Andersen glæder sig til at begynde i realkreditkæmpen.

»Nykredit står for mig som noget særligt i Danmark: en finansiel virksomhed, der er ejet af en forening af kunder. Det giver store forpligtelser og unikke muligheder, som jeg simpelthen ikke kunne sige nej til at arbejde med,« siger han.

Den nye koncerndirektion i Nykredit:

  • Koncernchef Michael Rasmussen
  • Koncerndirektør Anders Jensen
  • Koncerndirektør David Hellemann
  • Koncerndirektør Tonny Thierry Andersen

Som led i ansættelsen af Tonny Thierry Andersen, der stoppede i Danske Bank i april 2018, har Nykredit valgt at tilpasse organisationen. Tonny Thierry Andersen var tidligere bankdirektør og øverste chef for Danske Banks Wealth Management-afdeling.

Tonny Thierry Andersen bliver ansvarlig for det nyoprettede område banking, hvor Nykredits erhvervskunder og private kunder samles. Derudover oprettes wealth management som et område i Nykredit.

Peter Kjærgaard, der hidtil har været investeringsdirektør i Nykredit Asset Management, bliver leder for wealth management med reference til koncernchef Michael Rasmussen.

Netop Michael Rasmussen mener, at Nykredit nu har ledelsesholdet på plads, som skal drive koncernen fremad i de kommende år.

»Vi vil sætte øget kraft på vores kundefokus og forretningsudvikling for at skabe endnu bedre kundeoplevelser. Som kunde i Nykredit skal du fremover – endnu tydeligere end i dag – mærke, hvad det vil sige, at Nykredit er foreningsejet,« siger han.

Læs også