Finans
0

Dansk rigmand har solgt stor aktiepost i bank

Rigmanden og storaktionæren Henrik Lind har solgt sin aktiepost i Skjern Bank, oplyser banken. Henrik Lind har hidtil ejet mere end 20 pct. af bankens aktier.

Henrik Linds investeringsselskab har solgt sine aktier i Skjern Bank. Foto: Tobias Nicolai

Den aarhusianske rigmand Henrik Lind har solgt sin store aktiepost i Skjern Bank.

Det oplyser Skjern Bank i en fondsbørsmeddelelse onsdag eftermiddag.

»Det skal herved meddeles, at Lind Value IIII ApS per 20. marts 2019 ikke længere ejer noget af aktiekapitalen i Skjern Bank A/S. Lind Value IIII ApS ejes 100 pct. af Lind Invest ApS, der ejes 100 pct. af Henrik Lind,« skriver banken i meddelelsen.

Ifølge Skjern Banks seneste årsrapport ejede Henrik Lind 24,77 pct. af aktierne i banken.

Henrik Lind købte sig ind i Skjern Bank i december 2012, da banken udbød nye aktier for ca. 170. mio. kr. i forbindelse med en større kapitaludvidelse. Det udnyttede Henrik Lind til at erhverve sig en ejerandel på mere end 20 pct. af bankens aktier.

»Efter en årrække som største aktionær i Skjern Bank er vi glade for, at vi nu kan realisere et tilfredsstillende afkast på vores investering,« siger Kasper Herrestrup, investeringschef i Lind Invest.

44-årige Henrik Lind er især kendt for at have grundlagt Danske Commodities for 15 år siden. Virksomheden handler med energi og blev sidste år solgt til norske Equinor, der tidligere hed Statoil.

Med aktiesalget er det dermed slut med Henrik Lind som storaktionær i Skjern Bank. Hidtil har banken haft to storaktionærer - udover Henrik Lind drejer det sig om Investeringsselskabet af 15. maj, som AP Pension står bag. Investeringsselskabet af 15. maj sidder ifølge den seneste årsrapport på 20,75 pct. af aktierne i banken.

BRANCHENYT
Læs også