Finans

45-årig kvinde fængslet for mistanke om hvidvask af 105 mio. kr.

En 45-årig kvinde mistænkt for hvidvask af ca. 105 mio. kr. er blevet varetægtsfængslet, efter hun er blevet sigtet for en ny paragraf i straffeloven.

BORBERG THOMAS

Bagmandspolitiet har for første gang rejst sigtelse efter en ny paragraf, der skærper kursen i arbejdet med bekæmpelse af hvidvask.

Tirsdag har politiet anholdt en 45-årig kvinde, en 59-årige mand samt en 22-årig mand og sigtet dem for hvidvask og forsøg på hæleri af særlig grov beskaffenhed, skriver Anklagemyndigheden i en meddelelse.

Ifølge Bagmandspolitiet har de pågældende deltaget i omfattende transaktioner »med betydelige beløb, der må formodes at stamme fra kriminalitet.«

Den 45-årige kvinde blev efter et lukket grundlovsforhør varetægtsfængslet, mens de to formodede medgerningsmænd blev sigtet og løsladt efter at være blevet afhørt.

»Det er første gang, vi anvender den nye hvidvaskbestemmelse i straffeloven, der markant skærper kursen i vores arbejde med bekæmpelse af hvidvask,« siger siger politiinspektør Thomas Anderskov Riis.

»Paragraffen har gjort det muligt at tilrettelægge en særlig fremadrettet efterforskning, der har givet det foreløbige resultat, at der nu er en person varetægtsfængslet under mistanke om hvidvask og forsøg på hæleri af særlig grov beskaffenhed i et meget betydeligt omfang på over 100 millioner kroner.«

Ifølge Riis udestår der fortsat en del efterforskning, hvorfor det er uvist, om mistanken i sidste ende fører til en tiltale og dermed også en straffesag.

De aktuelle sigtelser udspringer af en hvidvaskunderretning til Bagmandspolitiet gennem et fast setup, hvor banker, revisorer og andre finansielle aktører skal indberette mistænkelig adfærd, skriver Anklagemyndigheden.

Ifølge Thomas Anderskov Riis strækker de mistænkelige forhold sig over en periode på halvandet år. Mistanken vedrører systematisk opdigtede handler gennem en række selskaber med fiktive udenlandske kunder.

»Sigtelserne understreger, at vi nu har fået et ekstra redskab i vores jagt på de kriminelles formuer. Jeg forventer, at vi også i andre sager vil kunne slå endnu mere effektivt til og følge de kriminelle pengestrømme – allerede når SØIK får underretninger om mistænkelige aktiviteter,« siger han.

Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, og Bagmandspolitiet har ikke oplyst de sigtedes navne.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også