Finans

Christiansborg strammer grebet: Finanstilsynet får flere muskler til at bekæmpe hvidvask

Et nyt forlig, som flere partier på Christiansborg er med i, vil resultere i, at Finanstilsynet får flere penge og værktøjer.

Rasmus Jarlov og Søren Pape Poulsen lytter ved Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget som afholder en åben høring om hvidvasksagen i Danske Bank på Christiansborg, mandag den 19 november 2018. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvidvaskskandalen i Danske Bank har nu fået Christiansborg til at stramme grebet om den finansielle sektor. Et bredt flertal på Christiansborg har nemlig indgået en ny aftale om »styrkelse af indsatsen mod finansiel kriminalitet.«

Aftalen indeholder 16 initiativer. Finanstilsynet skal bl.a. kunne uddele bøder, straffen for at afgive forkerte oplysninger til tilsynet bliver sat markant i vejret, og forældelsesfristerne for grove sager om hvidvask bliver forlænget og så må bestyrelsesformanden og -næstformanden i Finanstilsynet ikke komme direkte fra finanssektoren.

»Der er behov for et mere aggressivt Finanstilsyn. Det har været nødvendigt efter de sager, vi har haft,« udtalte erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) på et pressemøde, hvor han samtidig fortalte, at der vil blive set nærmere på muligheden for at skærpe det personlige ansvar for ledelserne i finanssektoren.

Bag aftalen står regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. Dermed er det kun Alternativet og Enhedslisten, der ikke er en del af det nye forlig.

»Vi er gået langt, men det er også nødvendigt, hvis den danske finanssektor skal være og fremstå ren. Det er afgørende både for sektoren selv og for Danmark. Vi kan ikke garantere, at der ikke kommer flere sager, men efter at have kigget grundigt rundt i Europa efter inspiration, kan vi stå inde for, at Danmark får et af de hårdeste tilsyn med finansiel kriminalitet, når tilsynet får taget de værktøjer i brug, som det nu får,« udtaler Rasmus Jarlov.

Aftalen bygger bl.a. på Finanstilsynets egne ønsker om flere værktøjer og ressourcer på baggrund af skandalen i Danske Bank.

De 16 initiativer er:

  1. Finanstilsynet får en bred adgang til at udstede administrative bødeforelæg.
  2. Finansielle virksomheders oplysningspligt over for Finanstilsynet udvides, så de får pligt til at rette forkerte afgivne oplysninger
  3. Finanstilsynet får adgang til at udpege en sagkyndig person, der efter mandat fra Finanstilsynet i en kortere periode kan følge den daglige drift i institutterne, hvor der behov for at følge en virksomhed, hvor der er risici for finansiel kriminalitet.
  4. Styrkelse af whistleblowerordningerne gennem forbud mod tavshedsklausuler.
  5. Finanstilsynet får mulighed for at udstede påbud om, at en virksomhed ikke må tage nye kunder, hvis der er konstateret alvorlige overtrædelser af centrale hvidvaskregler i virksomheden.
  6. Finanstilsynet understøtter den finansielle sektor med at opbygge fælles infrastruktur, der kan styrke virksomhedernes processer for kundekendskab
  7. Skærpelse af strafansvar for afgivelse af urigtige oplysninger til Finanstilsynet mv.
  8. For grove overtrædelser af hvidvaskloven og lov om finansiel virksomhed øges forældelsesfristen til 10 år.
  9. Skærpelse af sanktioner overfor revisorer, der overtræder hvidvaskloven, så de kan fratages deres autorisation ved overtrædelser af hvidvaskloven
  10. En arbejdsgruppe skal klarlægge, hvordan det i højere grad kan sikres, at ledelsen i en finansiel virksomhed kan holdes erstatnings- og strafferetligt ansvarlig for overtrædelse af den finansielle lovgivning
  11. Finanstilsynets organisation ændres med henblik på et stærkere fokus på forebyggelse og bekæmpelse af finansiel kriminalitet med henblik på at sikre, at Finanstilsynet skal tage mere datadrevne tilsynsmetoder i brug.
  12. Finanstilsynet og Justitsministeriets område tilføres flere ressourcer til styrkelse af indsatsen mod finansiel kriminalitet, og der gennemføres en runde af hvidvaskinspektioner i de største banker
  13. Finanstilsynets bestyrelse skal opfylde krav til egnethed og hæderlighed svarende til fit & proper-kravene, som gælder for finansielle virksomheder. Derudover stilles der krav om, at formanden og næstformanden for Finanstilsynets bestyrelse ikke har haft ansættelse i en finansiel virksomhed eller har været medlem af bestyrelsen for en større finansiel virksomhed i de seneste 5 år.
  14. Der indføres en vidensklausul for Finanstilsynets direktion og nøglemedarbejdere. Disse medarbejdere skal holde en pause inden jobskifte, hvis de ønsker ansættelse i den finansielle sektor.
  15. Samarbejdet og koordineringen mellem myndigheder og virksomheder i Hvidvaskforum styrkes.
  16. Styrkelse af sagkundskab under domstolsbehandling
Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også