Finans
0

Svensk bagmandspoliti dropper Browder-anmeldelse i hvidvasksag

Det svenske bagmandspoliti går ikke videre med Bill Browders hvidvaskanmeldelse.

Swedbanks hovedkvarter i Stockholm. Foto: Jonathan Nackstrand/AFP

Bill Browder, der er blevet kendt som hvidvaskjæger, har ikke fået held med at få de svenske myndigheder til at undersøge de anklager, han har rettet imod Swedbank i en sag om potentiel hvidvask. De politianmeldte forhold er simpelthen forældede, lyder det.

Ekobottsmyndigheten, der er den svenske pendant til bagmandspolitiet, oplyser i en pressemeddelelse, at politimyndigheden ikke vil gå videre i sagen. Bill Browder anmeldte i begyndelsen af marts i år Swedbank til flere svenske myndigheder. Anklagen gik på, at der var blevet hvidvasket 176 mio. dollars via Swedbank-konti i Sverige, Estland, Letland og Litauen.

Efter politianmeldelsen har det svenske bagmandspoliti set nærmere på sagen. Den svenske politimyndighed er kommet frem til, at der har været et begrænset overførsler til svenske konti, og at beløbet har været en »mindre andel« af det anmeldte beløb. Disse overførsler fandt sted i perioden fra 2006-2012.

Da de fandt sted i denne periode, skal de ifølge Ekobottsmyndigheten vurderes ud fra lovgivningen på dette tidspunkt. De svenske regler for hvidvask blev strammet i 2014, men de kan altså ikke bruges på de politianmeldte forhold.

»Dette indebærer, at samtlige overførsler til svenske konti i Swedbank er sket så lang tid tilbage, at de anmeldte forhold nu er forældede,« skriver Ekobotsmyndigheten.

På Twitter oplyser Ekobotsmyndigheten, at beslutningen om ikke at gå videre med Bill Browders anmeldelse ikke berører den del af undersøgelsen, der i sidste uge fik myndighederne til at ransage Swedbanks hovedkontor.

Browder etablerede i 1996 investeringsfonden Hermitage Capital Management i Rusland og blev en af de største udenlandske investorer i landet.

Ifølge Browder blev flere af hans underliggende investeringsselskaber i 2007 stjålet og brugt til efterfølgende at lænse den russiske statskasse for 1,5 mia. kr. Men der er på det seneste blevet sat spørgsmålstegn ved hans troværdighed.

De uregelmæssigheder, som Finans’ research har afdækket i den historie, han selv fortæller, har Bill Browder afvist - bl.a. ved at konstatere, at en af journalisterne bag artiklen måtte være på den russiske lønningsliste.

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også