Finans

Nets-boss kan rejse 70 mia. kr. til opkøb: Vil skabe europæisk leder

Kapitalfonden Hellman & Friedman er klar med det helt store checkhæfte, hvis de rigtige opkøbsmuligheder byder sig for den danske betalingsudbyder.

Stefan Goetz er klar til at finde den helt store tegnebog frem for at sikre, at Nets står tilbage, når den nuværende konsolideringsbølge har lagt sig. Foto: PR

Nets skal stå øverst på sejrsskamlen, når røgen efter den igangværende konsolidering på betalingsmarkedet har lagt sig.

Sådan lyder det fra bestyrelsesformand i Nets Stefan Goetz, der er partner i kapitalfonden Hellman & Friedman, som sidste år købte Nets af børsen.

Han forventer at kunne rejse op til 70 mia. kr., hvis de rigtige opkøbsmuligheder byder sig.

»Vi tror, at der er et vindue i de næste par år for virkelig at skabe værdi og bygge en paneuropæisk vinder. Vi har nok krudt til at købe også meget store selskaber,« siger Stefan Goetz.

Jeg tror, vi kommer til at lave flere træk over de næste par år.

Stefan Goetz, bestyrelsesformand i Nets

Hellman & Friedman betalte sidste år 33 mia. kr. for Nets, der bl.a. står bag Dankortet og har en dominerende position i Norden.

Siden blev Nets fusioneret med Concardis, hvis 1.000 ansatte har givet et brohoved ind i Tyskland, Østrig, Schweiz og det sydøstlige Europa.

Concardis var ejet af de tidlige Nets-ejere Bain og Advent, der nu ejer ca. halvdelen af Nets, mens Hellman & Friedman samt Nets-ledelsen ejer resten.

Det har skabt et selskab med en gæld på ca. 24 mia. kr. og et driftsresultat (ebitda) på knap 4 mia. kr. Men det er langtfra nok, hvis visionen om at skabe en paneuropæisk vinder skal realiseres.

»Investeringen i Nets giver meget dårlig mening, hvis de ikke får det bredt ud til tysktalende områder. Det er ikke simpelt, for der bliver færre potentielle opkøb. Dels bliver handlerne større og større, men der bliver også færre tilbage,« siger Henning Jensen, der ejer konsulentfirmaet Pluscon, som rådgiver om indførelse af ny teknologi.

Ambitionen om at dominere Europa er drevet af store skalafordele. Da Nets’ ærkerival Worldline sidste år gaflede betalingsselskabet Six for snuden af Nets, lød det fra Worldline, at man forventede årlige synergier - eller besparelser - på næsten 800 mio. kr. som følge af handlen.

»Jeg tror, vi kommer til at lave flere træk over de næste par år,« siger Stefan Goetz.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også