Finans

Britisk storbank retter kritik mod aktivistisk investor

Den britiske storbank Barclays kritiserer de markante ændringer hos banken, som den aktivistiske investor Edward Bramson har foreslået.

Det skriver Bloomberg News med henvisning til en meddelelse fra storbanken torsdag.

Edward Bramson ejer selskabet Sherborne Investors, og i marts kom det frem, at selskabet vil ryste posen hos britiske Barclays og bruge sine stemmerettigheder til at påvirke bankens beslutninger.

Selskabet ejer omkring 5,5 pct. af aktierne i Barclays ifølge Bloomberg News.

Mandag i denne uge offentliggjorde Sherborne Investors et brev til aktionærerne i storbanken, og her opfordrer selskabet de øvrige aktionærer til at støtte de forslag, som det har fremsat forud for generalforsamlingen, der afholdes i maj.

Sherborne Investors foreslår blandt andet Edward Bramson som nyt medlem af bestyrelsen hos Barclays - et forslag som storbankens bestyrelse ikke bakker op om.

- Bestyrelsen modsætter sig stærkt Mr. Bramsons udnævnelse til bestyrelsen og anbefaler enstemmigt, at aktionærerne stemmer imod forslaget, som Sherborne har anmodet om, lyder det i et modsvar torsdag.

I torsdagens meddelelse kalder Barclays bestyrelse desuden den aktivistiske investors beskrivelse af investeringsbankens strategi for både misvisende og selektiv. Samtidig anerkender banken dog, at den på nuværende tidspunkt ikke præsterer, som den skal.

- Et nyt strategisk eftersyn er ikke, hvad Barclays har brug for lige nu. Vi har været i dialog med Mr. Bramson, og det vil vi fortsætte med. Men som Sherborne anerkender, behøver Mr. Bramson ikke at være i bestyrelsen for at gøre Barclays bekendt med observationer og forslag.

- Hans tidligere investeringer og vores dialog med ham tyder på, at han vil være et forstyrrende element og en usamarbejdsvillig indflydelse i bestyrelsen, skriver banken.

I Sherborne Investors' brev til aktionærerne skrev selskabet blandt andet, at det mener, at storbankens dårlige resultater skyldes bestyrelsens langvarige forfølgelse af en strategi, der ikke virker.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også