Finans
0

Deutsche Bank og Commerzbank dropper storfusion

De to tyske storbanker Deutsche Bank og Commerzbank har droppet deres fusionsplaner ifølge internationale medier.

Deutsche Banks hoevdkontor i Frankfurt. Foto: Bloomberg photo/ Alex Kraus.

En planlagt fusion mellem Tysklands to største banker er på vej i graven.

Ifølge det internationale erhvervsmedie Bloomberg har Deutsche Bank og Commerzbank afbrudt fusionsforhandlingerne, der ellers har stået på gennem flere uger.

Allerede torsdag morgen kunne flere internationale medier, herunder Financial Times, berette, at forhandlingerne var tæt på et sammenbrud.

Ifølge en meddelelse fra Deutsche Bank er årsagen til bruddet, at de to storbanker har vurderet, at en sammenlægning vil være for svær at gennemføre i praksis, samt at omkostningerne vil være for store.

Oven på nyheden torsdag formiddag falder Commerzbank-aktien med 2 pct., mens Deutsche Bank-aktien til gengæld stiger med knap 3 pct.

Ifølge investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, er det ikke overraskende, at fusionen nu falder til jorden.

»Deutsche Bank er aldrig kommet ud af og fri af finanskrisen. Kombinationen af Deutsche Bank og Commerzbank var ikke baseret på, at to stærke skulle gå sammen, men mere håbet om, at der kunne komme noget godt ud af et fornuftsægteskab,« siger han.

»Det er svært at tjene penge i det tyske bankmarked. Markedet er meget fragmenteret og konkurrenterne, som ikke sjældent har et offentligt medejeskab, er ikke tilstrækkelig disciplinerede med hensyn til indtjeningskrav,« tilføjer Per Hansen.

Både Commerzbank- og Deutsche Bank-aktien har taget et gevaldigt dyk, siden begge bankers aktiekurser toppede i årene inden finanskrisen.

Commerzbank-aktien er faldet med mere end 95 pct, mens Deutsche Bank har oplevet et aktiedyk på ca. 93 pct. siden slutningen af 00'erne.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også