Finans
0

Sag om tab i Ebh Bank løber op i 150 retsmøder

Sidste heat i rekordsag i Vestre Landsret. Statens selskab kræver 553 millioner kroner af 16 sagsøgte.

Advokat Boris Frederiksen repræsenterer sammen med kolleger Finansiel Stabilitet i retssagen mod Finn Strier Poulsen og andre fra ledelsen i Ebh Bank. (Arkivfoto) - Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

En retssag om erstatning for enorme tab i Ebh Bank nærmer sig finalen i Vestre Landsret. Efter afhøringer og studier af tusindvis af bilagssider er bevisførelsen slut.

Nu får advokaterne ordet for at holde deres afsluttende taler til dommerne. 

Mandag tager advokaterne for det statslige selskab Finansiel Stabilitet fat og vil argumentere for, hvorfor tidligere direktører, bestyrelsesmedlemmer, revisorer og et revisionsselskab skal betale i alt 553 millioner kroner.

Advokaternes procedurer holdes over 20 dage frem til udgangen af juni, oplyser landsretten. Dermed svulmer sagen op til i alt 150 retsmøder, hvilket er flere end oprindelig planlagt. 

Aldrig tidligere har landsretten i Viborg behandlet en så omfangsrig sag.

- Jeg tror, at vi nærmer os 50.000 sider, bemærkede advokat Boris Frederiksen på det første retsmøde tilbage i september 2017. Han repræsenterer Finansiel Stabilitet. 

Den nordjyske bank gik ned i 2008. Nogle af tabene på engagementer med forretningsmænd som for eksempel Steen Gude, René Müller og Klaus Schultze skyldes decideret uforsvarlig optræden, hævdes det. 

I en tidligere sag om bankkonkurs - mod ledelsen i den lille rigmandsbank Capinordic - har Højesteret slået fast, at det er tilladt at skønne forkert. Men omvendt må det også kræves, at beslutninger om at bevilge lån er sket på et forsvarligt grundlag.

I landsretten er det netop en pointe for Finansiel Stabilitet, at der ikke var et forsvarligt bevillingsgrundlag for mange af bankens udlån, og at uvedkommende hensyn flere gange spillede en rolle, fremgår det af et processkrift.

De godt 550 millioner kroner er tabt dels på kreditter og dels på pantebreve. Undervejs i processen er kravet skåret ned fra oprindeligt 718 millioner. 

Revisionsselskabet BDO og 15 enkeltpersoner er sagsøgt. Blandt dem er den tidligere direktør Finn Strier Poulsen. Han kræver frifindelse.

- Jeg undrer mig den dag i dag over konkursen, for jeg mener, at Ebh Bank var en meget veldrevet og sund bank, sagde han ifølge Nordjyske i et retsmøde for et år siden.

Tabene skyldes den internationale finanskrise og krisen på det danske ejendomsmarked, mener hans advokat, Arvid Andersen. Og i øvrigt kan Strier Poulsen ikke gøres ansvarlig for tab i de tilfælde, hvor bankens interne forretningsgange ikke blev overholdt, hedder det i et skriftligt indlæg.

Han og andre sagsøgte hævder desuden, at erstatningsansvaret er forældet.

Landsretten ventes at afsige dom sidst på året.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også