Finans

Staten har brugt halv milliard på sager mod bankbosser

Lån efter lån endevendes i retssalene. De store udgifter til opgør efter finanskrisen har ført til kritik.

En stribe tab i Ebh Bank er siden efteråret 2017 blevet gennemgået i Vestre Landsret. I alt har Finansiel Stabilitet rejst otte retssager om erstatningsansvar mod direktører, bestyrelser og i nogle tilfælde også revisionen. Sagerne giver store udgifter til advokater. (Arkivfoto) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

En stribe retssager mod ansvarlige i pengeinstitutter, som brasede sammen og blev overtaget af et statsligt selskab, har efterhånden kostet mere end en halv milliard kroner - og bunken af regninger fortsætter med at vokse.

Ifølge den seneste årsrapport fra Finansiel Stabilitet (FS) er der frem til udgangen af sidste år brugt 386 millioner kroner på at føre i alt otte retssager.

Men dertil skal lægges de sagsomkostninger, som dommere pålægger FS at betale, når man taber. Disse løber foreløbig op i 199 millioner kroner.

Senest blev der onsdag lagt 11 millioner kroner oveni de idømte sagsomkostninger. Det skete, da Højesteret forhøjede det beløb, som FS efter et nederlag i retten skal betale til revisionsselskabet Ernst & Young.

I ingen af de domme, som indtil nu er afsagt, har FS fået medhold i en oprindelig påstand om, at direktører og bestyrelsesmedlemmer - og i nogle tilfælde også revisionen - skulle dømmes for en generelt uforsvarlig bankdrift.

I stedet dyster advokaterne nu om, hvorvidt de sagsøgte skal erstatte tab på konkrete engagementer. Derfor vendes og drejes detaljerne ved en stribe lån i retssale i Højesteret, Østre Landsret, Vestre Landsret og i Retten på Færøerne.

Udgifterne skaber jævnligt debat. En af de sagsøgte, den tidligere bestyrelsesformand i Amagerbanken, N.E. Nielsen, har kaldt forbruget skræmmende.

- Der er tale om et stort værdispild. De penge kunne have været brugt meget bedre, har han sagt.

Nogle af de sagsøgtes advokater har ligeledes offentligt undret sig.

- Hvornår er der et mandfolk, der stopper Finansiel Stabilitets enorme forbrug af statslige midler, har advokat Mogens Gaarden spurgt.

Også fra sidelinjen har der været kritik. Advokat Michael Camphausen, der er ph.d. i finansiel regulering, har konstateret, at FS har tabt det store og principielle spørgsmål i retsopgøret efter finanskrisen.

Man må ifølge Camphausen overveje, om sagerne overhovedet burde have været anlagt og tilrettelagt på en så omfangsrig og "meget fordyrende måde", som det er tilfældet, skrev Advokatwatch i januar.

FS forsikrer dog i den seneste årsrapport, at der kun er anlagt retssager, når det vurderes, at det er "overvejende sandsynligt" at få medhold. 

Indtil nu er det blevet til nederlag i sagerne om Amagerbanken og Roskilde Bank, mens man har fået delvist medhold, når det gælder Eik Bank og Capinordic Bank. Her har FS inklusive procesrenter vundet 184 millioner kroner.

/ritzau/

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også