Finans
0

De styrer rige danskeres formuer - og tjener millioner på det

Jan Severin Sølbæk og Brian Kudsk har succes med at investere for en lille gruppe formuende danskere.

Jan Severin Sølbæk og Brian Kudsk, stifterne af Artha Kapitalforvaltning, der nu har 11 mia. kr. under forvaltning. PR-foto.

I en palævilla i Holte nord for København har to danske finansmænd på få år skabt en kapitalforvalter, der styrer en formue på næsten 12 mia. kr.

Og det er ikke kun kundernes penge, som Brian Kudsk og Jan Severin Sølbæk får til at yngle. Sammen med de øvrige ejere af Artha Kapitalforvaltning tjener duoen millioner på deres foretagende.

Det viser et nyt regnskab fra moderselskabet bag Artha Kapitalforvaltning, Artha Holding A/S.

Sidste år havde selskabet et overskud efter skat på 22 mio. kr. Det var det bedste resultat i selskabets historie.

Overskuddet for 2018 var dog væsentligt lavere, end Artha havde forventet. Det skyldes især, at aktiemarkederne dog et ordentligt dyk.

Alligevel kalder ledelsen resultatet for »tilfredsstillende.«

Ejerkredsen i Artha består - udover de to stiftere - af blandt andre Orifarm-milliardæren Hans Carl Bøgh-Sørensen og Matas-rigmanden Mads Pilgren.

De mange milliarder, som Artha forvalter, bliver sat i forskellige aktivklasser, f.eks. aktier, obligationer, ejendomme, vindparker, virksomheder og hedgefonde.

Det er dog ikke hvem som helst, som Artha investerer penge for.

Skal man være kunde, kræver det en investerbar formue på mindst 3 mio. kr. I alt har Artha en gruppe af velhavende kunder på cirka 500 personer.

Når den uafhængige kapitalforvalter fra Holte har succes, skyldes det ifølge adm. direktør Brian Kudsk flere ting.

For det første kan Artha frit vælge, hvad man investerer kundernes penge i - i modsætning til eksempelvis bankerne, der ofte har en interesse i at sælge deres egne investeringsfonde.

Og så er der tilliden og det nære kundeforhold.

»De mennesker, vi har som kunder, har jo knoklet en vis legemsdel ud ad bukserne for at tjene deres penge. Så hvis de skal overlade forvaltningen af formuen til en anden, er det helt centralt, at der er tillid. Derfor bliver det personlige forhold mellem kunden og rådgiveren også centralt,« sagde Brian Kudsk sidste år til erhvervsmediet Inside Business.

Generelt har de uafhængige investeringsforeninger de senere år sat et storstilet angreb ind på bankernes lukrative private banking-kunder. Flere uafhængige spillere, som f.eks. Artha, Maj Invest, Miranova og Formuepleje, har kapret kunder fra bankerne.

BRANCHENYT
Læs også