Finans
0

Tidligere Formuepleje-direktør indkasserer kæmpe gevinst

Brian Leander, der stod i spidsen for Formuepleje under finanskrisen, er blevet en velhavende mand. Særligt efter salget af sin ejerandel i Formuepleje.

Brian Leander (tv.) solgte sidste år sin ejerandel i Formuepleje, der er blandt Danmarks største uafhængige kapitalforvaltere. Her ses han sammen med medstifter Claus Hommelhoff. Foto: Emil Ryge Christoffersen

Han var med til at tabe over halvdelen af kundernes penge, da finanskrisen ramte de finansielle markeder som en hammer og fik flere banker til at gå under.

Men sin egen formue har den tidligere direktør i kapitalforvalteren Formuepleje, Brian Leander, forvaltet på mere stabil vis. Og nu har han så indkasseret den helt store gevinst.

Brian Leander solgte sidste år sin ejerandel i Formuepleje, der er blandt Danmarks største uafhængige kapitalforvaltere. Det indbragte ham i omegnen af 150 mio. kr., afslører et nyt regnskab fra hans private holdingselskab.

Dermed er Brian Leander, som bor i Hjørring, nu god for over 300 mio. kr.

Fakta: Formuepleje
  • Formuepleje er stiftet i 1986 af Claus Hommelhoff og nu afdøde Erik Møller.
  • Selskabet har godt 10.000 private investorer, men også 23 family offices med formuer på over 100 mio. kr. samt institutionelle investorer.
  • Formuepleje investerer i aktier, virksomhedsobligationer og ejendomme.
  • Formueplejes kunders egenkapital er på 29 mia. kr. eller 58 pct. mere end ved udgangen af 2015.

Den erfarne finansmand var direktør i Formuepleje i årene omkring finanskrisen, hvor Formuepleje på kort tid tabte mere end 11 mia. kr. - svarende til halvdelen af kundernes formue.

Selskabet fastholdt en høj risikoprofil og dermed en høj aktieandel hele vejen gennem nedturen. Det blev særdeles dyrt.

I starten af 2009 gik Brian Leander på orlov, og da han kom tilbage, blev han sat i spidsen for et administrationsselskab, der var blevet udskilt af Formuepleje A/S. I dag er han ikke længere involveret i virksomheden, ligesom han altså har solgt sin ejerandel på 10-15 pct.

Mens Formuepleje var i problemer under finanskrisen, er situationen i dag en helt anden. Selskabet har de senere år haft store millionoverskud på at forvalte milliarder for titusindvis af investorer.

Ejerne af Formuepleje Holding A/S
  • Søren Fryland Møller 21,93 pct.
  • Andreas Hommelhoff 10,05 pct.
  • Kathrine Hommelhoff 10,05 pct.
  • Nicolai Hommelhoff 10,05 pct.
  • Niels B. Thuesen 6,00 pct.
  • Jesper Balser 4,84 pct.
  • Claus Hommelhoff 3,35 pct.
  • Øvrige ejerandele under 3 procent 33,73 pct.

Formuepleje blev stiftet i 1986 af Claus Hommelhoff og den nu afdøde Erik Møller, og familierne sidder stadig på majoriteten i selskabet.

Formuepleje har tidligere fortalt, at man sigter mod en børsnotering i starten af 2020. Det vil forgylde ejerkredsen.

Alene Claus Hommelhoffs tre børn vil hver stå med aktier til en værdi af 500 mio. kr., hvis Formuepleje når i mål med sine langsigtede planer.

Erik Møllers søn Søren Fryland Møllers aktiepost vil blive over 1 mia. kr. værd, hvis selskabet lykkes med at indfri de langsigtede mål.

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også