Finans
0

Anklagemyndighed ransager otte individers hjem i Deutsche Bank-sag

Mistanken om hvidvask stammer fra det store læk af papirer fra et advokatkontor i Panama de såkaldte Panama Papers. Foto: Boris Roessler/picture-alliance/dpa/AP Images

Otte "velhavende individer" har onsdag fået ransaget deres hjem i forbindelse med hvidvaskanklagerne mod Deutsche Bank, der nåede offentlighedens kendskab i november 2018.

Det skriver Bloomberg News.

Også kontorer i flere end 20 banker, fire skatteadvokater og seks kapitalforvaltere er blevet ransaget, lyder det ifølge mediet fra anklagemyndigheden i Frankfurt i en mail.

Hverken personer eller selskaber nævnes ved navn i mailen, men det oplyses, at der vil komme yderligere information, når ransagningerne er fuldførte.

En af bankerne, som anklagemyndigheden har været forbi, er dog Deutsche Bank, fortæller en anonym kilde med kendskab til situationen til Bloomberg News.

- Undersøgelsen er ikke rettet mod Deutsche Bank. Deutsche Bank samarbejder med den offentlige anklagers kontor og udleverer frivilligt alle efterspurgte dokumenter. En gennemgang af bankens lokaler har derfor ikke fundet sted, siger talsmand Christian Streckert fra banken til mediet.

Mistanken om hvidvask stammer fra det store læk af papirer fra et advokatkontor i Panama - de såkaldte Panama Papers - idet de har indeholdt beviser, der kan tyde på, at Deutsche Bank har hjulpet kunder med at oprette udenlandske selskaber i skattely.

BRANCHENYT
Læs også