Finans
0

Home og Danbolig undersøges for at vildlede boligkøbere

Forbrugerombudsmanden undersøger, om Home og Danbolig har snydt købere af projektlejligheder. Mere end 25 købere planlægger en erstatningssag mod NPV, der har opført lejlighederne.

Lone Bøegh Henriksen fra Home - en af landets største sælgere af projektlejligheder - er endt i en tvist med flere boligkøbere. Foto: Ida Munch

Flere hundrede boligkøbere kan have betalt for meget for deres dyre projektlejligheder, fordi ejendomsmæglerne har vildledt dem under salget.

Forbrugerombudsmanden er i gang med at undersøge, om ejendomsmæglerne Home og Danbolig har snydt købere af projektlejligheder i København ved at bilde dem ind, at deres ejerlejligheder var større, end de reelt var.

Samtidig er mere end 25 købere i gang med at forberede en retssag mod ejendomsudvikleren NPV, der har opført lejlighederne, fordi NPV ifølge køberne står bag ejendomsmæglernes vildledning.

Der er tale om en sag om vildledende markedsføring. I forvejen har Forbrugerombudsmanden politianmeldt Danbolig og NPV for i en anden sag at have vildledt køberne. Københavns Politi oplyser, at man stadig er i gang med at efterforske den sag.

Forbrugerombudsmanden ønsker ikke at udtale sig om den nye sag, men siger generelt:

»Det er ifølge markedsføringsloven forbudt og strafbart at vildlede. Man må ikke oplyse noget forkert, eller som giver forbrugerne et forkert indtryk af et produkt. Hvis man vildleder, kan man straffes med bøde,« siger Eva Vindsebæk Sjøgren, chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden.

Den nye sag drejer sig om salget af projektlejligheder i Kærholm, der består af 192 boliger og er en del af den nye kanalby Engholmene på Enghave Brygge i København. Det er Homes ejendomsmægler Lone Bøegh Henriksen og Danbolig Niels Hald, der har stået for salget.

Her føler køberne sig snydt, fordi ejendomsmæglerne delte salgs- og markedsføringsmateriale ud med et nettoareal, som ifølge køberne senere har vist sig at være voldsomt misvisende.

Man må ikke oplyse noget forkert, eller som giver forbrugerne et forkert indtryk af et produkt.

Eva Vindsebæk Sjøgren, chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Danbolig eller Homes mægler Lone Bøegh, som henviser til mæglernes brancheforening for en kommentar. Her afviser man, at mæglerne har gjort noget forkert.

»Hvis en køber har fået at vide i salgsopstilling eller købskontrakt, at han har købt en lejlighed på 100 kvm., så har vedkommende også fået en lejlighed, som er 100 kvm. Det er lovgivningen, som definerer, hvordan det skal udregnes,« siger Anders Palmkvist, vicedirektør i Dansk Ejendomsmæglerforening.

Men vi har talt med en køber, som har fået at vide, at han køber en lejlighed med et nettoareal på 100 kvm., og så er lejligheden i virkeligheden kun 79,5 kvm. Så kan man vel ikke stole på mæglerne?

»En køber skal selvfølgelig som udgangspunkt kunne stole på det materiale, som man får udleveret fra ejendomsmægleren, men man skal huske på, at der er tale om et salgsprospekt, som bygherre har udarbejdet, og som mægleren blot videreformidler, fordi lejlighederne jo ikke er bygget endnu,« siger Anders Palmkvist, som afviser, at mæglerne har et juridisk ansvar.

En boligadvokat oplyser, at det er sjældent, at der er meget store afvigelser fra boligens oplyste størrelse i et salgsprospekt og den faktiske størrelse, når byggeriet står færdigt.

»Jeg kan ikke tage stilling til de konkrete sager, men hvis der er store afvigelser, risikerer ejendomsmæglerne måske nok et ordentligt rap over fingrene, fordi de har forbrudt sig mod markedsføringsloven, men om de enkelte købere efterfølgende kan få erstatning er mere tvivlsomt,« siger Kristian Dreyer, partner i advokatkontoret Galst.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra NPV.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også