Finans

Rødt boligindgreb kan koste pensionskunder milliarder af kroner

Pensionsselskabers ejendomme kan tabe milliarder af kroner i værdi, hvis et forslag fra Socialdemokraterne bliver til virkelighed. En ekspert mener, at et tab kan være sundt.

»Pensionsselskaberne er jo enormt langsigtede, og derfor er det ærgerligt, at man vil lave et indgreb, som rammer alle over en kam,« siger ejendomsdirektør i PFA Michael Bruhn om socialdemokraternes nye boligudspil, der vil sætte en stopper for ublu huslejestigninger i ældre moderniserede beboelsesejendomme. Foto: Stine Bidstrup

Danske pensionskunder står til at tabe milliarder af kroner i afkast, hvis rød blok gør alvor af et boligudspil, som Socialdemokraterne har lanceret i valgkampens slutspurt.

Sådan lyder advarslen fra landets ejendomsinvestorer med pensionsselskabet PFA i spidsen.

Socialdemokraterne vil stramme reglerne for modernisering af lejligheder for at stoppe udenlandske kapitalfonde som Blackstone, der beskyldes for at presse huslejerne med ufine midler. Men et sådan indgreb vil ifølge PFA få pensionsselskabers mange ældre ejendomme til at falde i værdi.

»Den slags indgreb er giftige. Det uheldige er, at det er et populistisk forsøg på at stoppe Blackstone, som har ry for at være meget kortsigtet og aggressiv. Jeg skal ikke udtale mig om Blackstone, men pensionsselskaberne er jo enormt langsigtede, og derfor er det ærgerligt, at man vil lave et indgreb, som rammer alle over en kam,« siger ejendomsdirektør i PFA Michael Bruhn.

Vi er ikke interesserede i at ødelægge pensionsformuen, men det er to forskellige hensyn, der skal vejes op over for hinanden.

Kaare Dybvad, boligordfører i Socialdemokratiet

Ifølge interesseorganisationen EjendomDanmark risikerer pensionskasserne at tabe 15-20 mia. kr., hvis reglen om moderniseringer afskaffes. Det tab kan reduceres betydeligt, hvis der bliver tale om en mindre stramning.

»Hvis man strammer reglerne for moderniseringer, vil man se et potentielt milliardtab i den danske ejendomsbranche, og det vil gå ud over os alle sammen, fordi det i høj grad vil ramme pensionsselskaberne,« siger adm. direktør i EjendomDanmark Jannick Nytoft.

Boligindgreb mod moderniseringer
  • Som et led i Socialdemokraterne boligudspil »Byer med plads til alle«, vil partiet stramme lovgivningen, så udenlandske kapitalfonde begrænses i at opkøbe billige lejeboliger med henblik på at tjene hurtige penge gennem store huslejestigninger.
  • Socialdemokratiet vil ifølge forslaget begrænse brugen af de såkaldte § 5 stk. 2-renoveringer, som kapitalfondene anvender, og som muliggør markante huslejestigninger i ældre ejendomme.
  • EjendomDanmark, der repræsenterer både pensionskasser og andre ejendomsinvestorer, advarer imod et indgreb, fordi danske investorer ifølge interesseorganisationen risikerer at tabe op mod 25 pct. af værdien af de ældre ejendomme. Værdierne vil falde, hvis det bliver mindre attraktivt at investerer i renoveringer for at øge huslejeindtægterne.
  • Da et lignende forslag i februar blev lanceret af rød blok sammen med Dansk Folkeparti, nedsatte boligminister Ole Birk Olesen en arbejdsgruppe, som skal undersøge problemstillingen. Til oktober skal ekspertgruppen fremlægge forslag til justeringer af § 5 stk. 2 i boligreguleringsloven.

Da rød blok og Dansk Folkeparti barslede med et lignende forslag i februar, endte det i et ekspertudvalg, som bl.a. giver pensionskasser og andre investorer mulighed for at komme til orde. Det ændrer dog ikke på, at Socialdemokraterne er stålsatte på at gribe ind.

»Ordningen er blevet en pengemaskine for udenlandske kapitalfonde, der går ind og sætter huslejen op for lejerne. Vi er ikke interesserede i at ødelægge pensionsformuen, men det er to forskellige hensyn, der skal vejes op over for hinanden,« siger boligordfører Kaare Dybvad (S).

Direktør i analysehuset Boligøkonomisk Videncenter Curt Liliegreen giver pensionsselskaberne ret i, at et indgreb kan presse værdien af ejendommene ned. Men det tab må pensionsselskaberne æde, mener han.

»Det nytter ikke noget at få skruet ejendomsværdien kunstigt op, som følge af at der er nogle, der bøjer loven,« siger han.

Blackstone har ingen kommentarer.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også