Serier
0

Danske Banks nye topchef fik tjekket sine skatteoplysninger

Chris Vogelzang var igennem et grundigt tjek, inden han blev ansat til at stå i spidsen for landets største bank.

Hvidvask i Danske Bank
Karsten Dybvad, formand for Danske Bank, og Chris Vogelzang, topchef i Danske Bank. Foto: Kristoffer Brahm

Danske Banks nye topchef, Chris Vogelzang, har været igennem et grundigt tjek, inden han blev udpeget til at stå i spidsen for landets største bank. Et tjek, der også inkluderede hans skatteoplysninger.

Det fortalte Chris Vogelzang på et arrangement på Folkemødet på Bornholm, hvor også Karsten Dybvad, bestyrelsesformand for Danske Bank, deltog.

»Jeg kan forsikre jer om, at denne mand (Karsten Dybvad, red.) og myndighederne har gennemgået mine forhold. Meget intensivt. Jeg har faktisk givet mine seneste års skatteoplysninger til Karsten,« sagde Chris Vogelzang, da han blev spurgt om, hvorvidt han var villig til at lægge sine skatteoplysninger frem, som det normalt er kutyme for amerikanske præsidenter at gøre.

»Skatteoplysninger? Det bliver jeg nødt til at tænke over. Det var et spørgsmål, jeg ikke havde forventet at få,« lød det fra Chris Vogelzang.

Chris Vogelzang overtog posten som topchef i Danske Bank for fjorten dage siden. Her tog han over efter Jesper Nielsen, der som midlertidig topchef havde ledet banken, siden hvidvaskskandalen fældede Thomas Borgen.

Hvidvaskskandalen er dog langt fra afsluttet med udpegelsen af Chris Vogelzang som ny topchef. Bl.a. de amerikanske myndigheder undersøger nemlig skandalen, og det kan munde ud i en stor milliardbøde.

En tilhører ville i relation til det vide, om Danske Bank i den forbindelse får hjælp af de danske myndigheder.

»Det ville ikke være klogt at gå ind i al den kontakt, vi har med de danske og amerikanske myndigheder. Men jeg kan forsikre jer om, at vi arbejder intensivt på at være i dialog med de amerikanske myndigheder, og vi har hyret rigtig gode rådgivere. Vi prøver at håndtere det, for vi vil gerne have sagen ud af verden,« sagde Karsten Dybvad.

Svaret tilfredsstillede ikke tilhøreren, der gerne ville have et klart svar på, om Danske Bank får hjælp af de danske myndigheder.

»Jeg kan fortælle, at vi er i rigtig god dialog med de danske myndigheder. Jeg føler, at den dialog hjælper os meget,« sagde Karsten Dybvad.

BRANCHENYT
Læs også