Finans
0

Anders Dam tordner mod Christiansborg: Kriminelle malker de offentlige kasser

Lempelserne i kravene til revision for virksomheder har langt fra haft en positiv effekt på de offentlige finanser, mener Jyske Banks topchef Anders Dam.

Ordførende direktør i Jyske Bank Anders Dam. Foto: Joachim Ladefoged

Politikerne burde holder nallerne langt væk fra finanssektoren og i stedet fokusere på den ladeport, de selv har åbnet for kriminelle, når de på Christiansborg skal finde finansiering til deres politik.

Sådan lød det fra Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam, da Finans afholdt arrangementet Topledernes Møde på Folkemødet på Bornholm.

Topchefen for banken i Silkeborg henviser til, at revisionspligten for mindre selskaber er blevet lempet.

»Vi har fået en kriminel underskov, som malker de offentlige kasser. Det er dér, jeg vil finde finansieringen til velfærdsløftet og investeringer imod klimaforandringer. Vi har en fælles opgave i den finansielle sektor og blandt politikerne til at skabe et grundlag for at stoppe den svindel, der finder sted i mange af de selskaber, som ikke har revisorpligt,« lød det fra Anders Dam.

Lempelser

Siden 2006 er der sket betydelige lempelser i kravene til revision for virksomheder. Motivet har overordnet været at fri de mindre virksomheder for unødvendige omkostninger.

Lempelserne gælder de såkaldte regnskabsklasse B-virksomheder, dvs. anpartsselskaber og aktieselskaber med begrænset hæftelse og med en balancesum op til en vis størrelse.

2006: Mindre virksomheder med en omsætning på op til 3 mio. kr. i omsætning kan fravælge revision.

2011: Grænsen for valgfri revision rykkes op fra 3 mio. kr. til 8 mio. kr. i omsætning.

2013: Regnskabsklasse B-virksomheder med en omsætning på over 8 mio. kr. kan vælge at erstatte revision med en udvidet gennemgang af regnskabet. Holdingselskaber med en omsætning op til 8 mio. kr. kan fravælge revision.

Efter den seneste lempelse I dag gælder, at virksomheder som udgangspunkt kan fravælge revision, hvis de to regnskabsår i træk ikke overskrider to af følgende tre kriterier:

  • En balancesum på 4 mio. kr.
  • En nettoomsætning på 8 mio. kr.
  • Et gns. antal fuldtidsansatte på 12 i løbet af regnskabsåret.

I foråret indførte Jyske Bank et krav til nye erhvervskunder i banken: Der skulle være koblet revisor på. Baggrunden for dette tiltag var, at i 622 ud af 625 indberetninger, Jyske Bank foretog til bagmandspolitiet, var der ikke revisorpligt.

»Mit forslag er, at man skal rulle lovgivningen tilbage til 2006, hvor der var revisorpligt på selskaber. Efter min bedste overbevisning har liberaliseringen været en katastrofe for de offentlige kasser,« sagde Anders Dam.

Jyske Bank vil sandsynligvis sende et brev ud til samtlige 60.000 erhvervskunder i efteråret med et betydeligt skærpet krav til kundernes revisor. Et krav, der efter topchefens vurdering vil kunne komme til at koste banken flere tusinde kunder.

BRANCHENYT
Læs også