Finans

ATP henter magtfuld departementschef og sætter duo i spidsen for pengetanken

Bo Foged bliver permanent topchef for ATP, som henter Finansministeriets departementschef, Martin Præstegaard, ind som en ny magtfuld nr. 2.

ATP har sat en ny magtfuld duo i spidsen for selskabet bestående af nuværende midlertidige topchef, Bo Foged, der bliver permanent CEO, og Martin Præstgaard, der kommer fra en stilling som departementschef i Finansministeriet. Foto: Thomas Borberg/Polfoto

Det bliver en duo, som fremover skal stå i spidsen for Danmarks største pengetank, ATP.

Den midlertidige topchef, Bo Foged, er blevet overtalt til at fortsætte på posten på permanent basis. Men ATP supplerer sin topledelse med Finansministeriets departementschef, Martin Præstegaard, som bliver viceadm. direktør og finansdirektør i ATP.

ATP
  • Er en obligatorisk pensionsordning med 5,2 mio. medlemmer.
  • 1,1 mio. danskere modtager livslang pension fra ATP.
  • Ca. 40 pct. af landets folkepensionister har ingen anden pensionsindtægt end ATP og folkepension.
  • Den fulde årlige ATP-ydelse er for en 65,5-årig 24.500 kr.
  • Har en samlet formue på 838 mia. kr.

Den finansielt stærke Bo Foged bliver på den måde suppleret af et direktionsmedlem, som har et utroligt stærkt politisk netværk, hvilket er vigtigt for en virksomhed som ATP.

En kilde med indsigt i processen oplyser, at ATP har valgt løsningen med en ledelsesduo, fordi det i praksis har været umuligt at finde en kandidat, som både har stor nok finansiel ledelseserfaring til at kunne blive godkendt som topchef af Finanstilsynet, og som samtidig har en pletfri fortid. Det sidste er blevet afgørende for finansbosser, efter at hvidvaskskandaler og sager om udbytteskat har plettet branchens renomme.

ATP’s forhenværende topchef, Christian Hyldahl, faldt netop på sin fortid i Nordea. Han trak sig sidst i november 2018, efter at det kom frem, at en handelsafdeling i Nordea, som han stod i spidsen for, var involveret i kontroversielle transaktioner, hvor storbanken spekulerede i udbytteskat.

»Jeg har truffet beslutningen om at opsige mit job, fordi dele af omverdenen, som ATP er afhængig af, ikke har tillid til mig som direktør for ATP, og jeg må drage den konklusion, at der ikke er udsigt til, at dette vil ændre sig. Samtidig er der større og større risiko for, at ATP’s omdømme vil begynde at lide skade, og det er noget, som jeg for alt i verden vil undgå,« sagde Christian Hyldahl i den forbindelse.

Han fik mindre end to år i spidsen for ATP.

Martin Præstegaard
  • 2014-2019: Departementschef, Finansministeriet.
  • 2010-2014: Økonomidirektør og stedfortrædende generaldirektør, DR.
  • 2009-2010: Kontorchef, Finansministeriet.
  • 2007-2009: Kontorchef, Økonomistyrelsen.
  • 2005-2007: Ministersekretær og senere sekretariatschef, Finansministeriet.
  • 2002-2005: Fuldmægtig, Finansministeriet.
  • Uddannet cand. scient. pol fra Københavns Universitet.

Med den 43-årige Martin Præstegaard forsøger ATP at sikre sig en leder med en tårnhøj tillid i det politiske system. Han er cand. scient pol fra Københavns Universitet og har været departementschef i Finansministeriet siden 2014.

Han siger selv, at det er med stor veneration og vemod, at han forlader Finansministeriet.

»Perioden som departementschef har uden tvivl været den mest spændende og udfordrende del af mit arbejdsliv. Det har været et privilegium at tjene og arbejde sammen med de seneste fire ministre i Finansministeriet – Kristian Jensen, Sophie Løhde, Claus Hjort Frederiksen og Bjarne Corydon,« siger Martin Præstegaard.

Selv om han må nøjes med en position som nr. 2 i ATP, ligger det i kortene, at han er kørt i stilling til at tage over som topchef, den dag Bo Foged ikke længere skal stå i spidsen for pengetanken, oplyser en kilde til Finans. Dog under forudsætning af, at han magter at udfylde sin rolle, og at han når at indsamle nok finansiel erfaring til at kunne blive godkendt som topchef, når Bo Foged en gang stopper.

Bo Foged
  • Siden november 2018: Konstitueret direktør, ATP.
  • 2015-2018: Koncernfinansdirektør og COO, ATP.
  • 2011-2015: Adm. direktør, Bankinvest.
  • 2009-2011: Finansdirektør, Bankinvest.
  • 2008: Partner, Farmland Investment Fund.
  • 2005-2008: Økonomidirektør, Carnegie Bank.
  • 2003-2005: Ressource Management Officer, Verdensbanken.
  • 2001-2003: Projektdirektør, Nycomed (nu Takeda Pharma).
  • Uddannet cand. merc. aud. fra Copenhagen Business School (CBS), 1997

Den nye topchef i ATP havde som udgangspunkt ikke lyst til at indtage chefstolen. Bo Foged har flere gange over for Finans understreget, at der er for store omkostninger forbundet med at være øverste chef i ATP.

»Jeg ser ikke mig selv som kandidat til at være den permanente afløser. Det er et enormt spændende job i en fantastisk virksomhed, men der er nogle omkostninger ved at sidde her, som jeg gerne vil være foruden. Det er et meget offentligt job, og jeg sætter mit privatliv meget højt,« lød det fra Bo Foged, da ATP offentliggjorde årsregnskab for 2018 i slutningen af april i år.

I dag har piben fået en anden lyd:

»Meget få direktører får lov til at være i praktik – og jeg må sige, at jeg virkelig er blevet tændt på opgaven. Det er spændende og udfordrende at stå i spidsen for ATP. Samfundsopgaven, forretningen og ikke mindst ATP’s dygtige medarbejdere og mine lederkollegaer har udkonkurreret mine betænkeligheder. Jeg ved, hvad jeg går ind til, og jeg blev meget glad, da bestyrelsen stillede det store spørgsmål,« siger Bo Foged.

Den nye topchef er af flere beskrevet som en yderst kompetent og ordentlig leder. Før Bo Foged kom til ATP, var han i tre et halvt år adm. direktør i Bankinvest, hvor han havde bankdirektør i Spar Nord, Lars Møller, som bestyrelsesformand, og da Bo Foged blev headhuntet til ATP, kom Lars Møller med følgende vurdering af den nye ATP-topchef.

»Bo er rigtig dygtig, en ordentlig person, som til fulde levede op til bestyrelsens forventninger til ham. Vi var også kede af det, da han valgte at sige sit job op, selvom vi selvfølgelig var forstående over for det. Vi havde et fortrinligt samarbejde med Bo, og Bo kan som regel det, han gerne vil. Han er en både intelligent og arbejdsom fyr,« sagde Lars Møller til Børsen.

Og ATP’s daværende øverste chef, Carsten Stendevad, gav Bo Foged følgende beskrivelse:

»Bo Foged har en bred og yderst relevant erfaring fra den finansielle sektor, som vil gavne ATP, og jeg ser frem til samarbejdet.«

Ifølge Finans’ oplysninger har det været særligt vigtigt for ATP at få Bo Foged til at fortsætte i jobbet for at sikre en form for kontinuitet. Ikke mindst fordi fondsdirektør Kasper A. Lorenzen har valgt at sige op for at fortsætte sin karriere i en nyoprettet stilling i PFA som koncerninvesteringsdirektør. Han skifter job den 16. september i år, og ATP har ifølge Finans’ oplysninger kendt til opsigelsen i et stykke tid.

Han vil i den forbindelse ligeledes overtage posten som bestyrelsesformand for PFA Asset Management - en post, han overtager fra PFA’s koncernchef, Allan Polack.

»Kasper A. Lorenzen har en meget stærk faglighed og erfaring, og jeg er utroligt glad for at byde ham velkommen i PFA. Vi har søgt efter en Group Chief Investment Officer til PFA-koncernen i både ind- og udland, og jeg er overbevist om, at der ikke findes en bedre kandidat til jobbet end Kasper,« siger Allan Polack.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også