Finans
0

Strenge krav spænder ben for topchefer i finanssektoren

Det er blevet svært at rekruttere finansbosser, lyder meldingen fra sektoren. ATP's løsning er en chefduo.

ATP's bestyrelsesformand erkender, at det har været svært at finde en ny topchef i ATP. Foto: Stine Rasmussen

Det er blevet langt sværere for bestyrelserne i store finansielle virksomheder at finde egnede kandidater, når der skal en ny topchef ind.

Sådan er meldingen fra flere kilder i finanssektoren, og det problem har flere bestyrelsesformænd også tidligere påpeget - bl.a. Sydbanks bestyrelsesformand, Torben Nielsen, og PFA’s formand, Torben Dalby Larsen.

En forsker ryster på hovedet over udviklingen.

Man kan godt være kompetent uden megen erfaring og inkompetent, selvom man har megen erfaring.

Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet

»Det er umådeligt svært at finde egnede og dygtige kandidater, fordi de skal være renere end rene, og fordi Finanstilsynet går for meget op i erfaring frem for kompetence. Man kan godt være kompetent uden megen erfaring, og inkompetent selvom man har megen erfaring,« siger Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.

ATP
  • Er en obligatorisk pensionsordning med 5,2 mio. medlemmer.
  • 1,1 mio. danskere modtager livslang pension fra ATP.
  • Ca. 40 pct. af landets folkepensionister har ingen anden pensionsindtægt end ATP og folkepension.
  • Den fulde årlige ATP-ydelse er for en 65,5-årig 24.500 kr.
  • Har en samlet formue på 838 mia. kr.
  • ATP har siden november sidste år været uden permanent topchef, da Christian Hyldahl faldt på sin fortid i Nordea.

    Ifølge Finans’ oplysninger stod det hurtigt klart for ATP, at det ikke var muligt at finde en afløser, der levede op til alle krav og ønsker. For ATP er i en vægtklasse, hvor topchefen både skal have en lang og tung ledelseserfaring fra den finansielle sektor, have politisk forståelse og samtidig være hvid som sne. Ellers får man ikke vedkommende godkendt i Finanstilsynet.

    Løsningen blev at finde to kandidater, som tilsammen lever op til alle ønskerne. ATP har derfor ladet den konstituerede adm. direktør, Bo Foged, fortsætte på permanent basis, og hentet Finansministeriets departementschef, Martin Præstegaard, ind som viceadm. direktør.

    Bo Foged
  • Siden november 2018: Konstitueret direktør, ATP.
  • 2015-2018: Koncernfinansdirektør og COO, ATP.
  • 2011-2015: Adm. direktør, Bankinvest.
  • 2009-2011: Finansdirektør, Bankinvest.
  • 2008: Partner, Farmland Investment Fund.
  • 2005-2008: Økonomidirektør, Carnegie Bank.
  • 2003-2005: Ressource Management Officer, Verdensbanken.
  • 2001-2003: Projektdirektør, Nycomed (nu Takeda Pharma).
  • Uddannet cand.merc.aud. fra Copenhagen Business School (CBS), 1997.
  • En erfaren headhunter i finanssektoren bekræfter, at det er blevet sværere at finde topchef-kandidater, der lever op til alle tidens krav.

    »Det er absolut blevet sværere. Der er krav fra det politiske klima, fra selve virksomheden og fra Finanstilsynet. Når man puljer de tre lag af krav, er der ikke mange kandidater tilbage,« siger Folke Friis-Frederiksen, partner i Korn Ferry.

    Martin Præstegaard
  • 2014-2019: Departementschef, Finansministeriet.
  • 2010-2014: Økonomidirektør og stedfortrædende generaldirektør, DR.
  • 2009-2010: Kontorchef, Finansministeriet.
  • 2007-2009: Kontorchef, Økonomistyrelsen.
  • 2005-2007: Ministersekretær og senere sekretariatschef, Finansministeriet.
  • 2002-2005: Fuldmægtig, Finansministeriet.
  • Uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet.
  • ATP’s bestyrelsesformand glæder sig over, at det er lykkedes at finde en kompetent duo til at stå i spidsen for det store pensionsselskab.

    »Det er en krævende post, så vi har haft strenge krav. Vi sagde derfor fra begyndelsen, at det ville tage tid at finde rette vedkommende, og vi har nu fået sat et meget stærkt team sammen,« siger Torben M. Andersen.

    Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Finanstilsynet.

    BRANCHENYT
    Læs også