Finans
0

Finanstilsynet lægger pres på: Bankernes indtjeningsmotor er i farezonen

Danske Banks fyring af bankdirektør og udbetaling af erstatning til kunder kan blive en dyr fornøjelse for hele banksektoren, vurderer eksperter.

Bankerne risikerer at miste en milliardforretning, hvis de må opgive at sælge lukrative investeringsprodukter med høje omkostninger. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Bankernes milliardindtjening på at sælge investeringsprodukter til privatkunder er kommet under pres.

Mandag fyrede Danske Bank bankdirektør Jesper Nielsen og lovede at tilbagebetale 400 mio. kr. til kunderne, fordi banken havde rådgivet om investeringsprodukter, der ikke var i kundernes interesse. Omkostningerne åd mere end hele det forventede afkast.

Den udmelding kan få vidtgående konsekvenser. En undersøgelse fra Morningstar fra 2018 viser, at både Nordea og de regionale banker tager højere omkostninger end Danske Bank for lignende produkter. Nu bebuder Finanstilsynet en undersøgelse af området for at sikre, at bankerne rådgiver i kundernes interesse. Det sker, efter at renten er faldet så kraftigt, at kunder med lav risiko stort set ikke kan forvente et afkast, når først omkostningerne er betalt.

Vi vil undersøge, om bankerne kan tilbyde de lavrisikoprodukter, som de har.

Jesper Berg, direktør i Finanstilsynet.

»Vi vil undersøge, om bankerne kan tilbyde de lavrisikoprodukter, som de har. Det ser ikke nemt ud med den rente, vi har,« siger Jesper Berg, direktør i Finanstilsynet.

Investeringsgebyrer

  • EU’s Mifid II-regler fra 2017 betyder, at bankerne ikke længere må modtage formidlingsprovision fra de fonde, som de benyttede i de pasningsprodukter, hvor de får betaling for at tilpasse privatkunders investeringer.
  • I stedet for at sænke prisen, valgte mange banker at omfordele omkostningerne, så kunderne endte med omkostninger på stort set samme niveau som tidligere.
  • Ifølge beregninger fra analysevirksomheden Morningstar har omkostningerne for en gennemsnitlig kunde med en pasningsaftale i banken udviklet sig som følger efter provisionsforbuddet blev indført:
  • Danske Banks Flexinvest: Fra 1,56 til 1,59 pct.
  • Nordea Pemium Portefølje: Fra 1,77 til 1,79 pct.
  • Jyske Banks fondsløsning: Fra 1,36 til 1,31 pct.
  • Regionalbanker, som anvender Sparinvest, Bankinvest og Maj Invest: Fra 1,96 til 1,92 pct.

Bankerne skal kunne dokumentere, at prisen på deres rådgivning er pengene værd. Det kan ifølge Finanstilsynets direktør blive svært for de aktivt forvaltede investeringsprodukter.

Alternativet er passive produkter, som blot skygger et marked og har meget lavere omkostninger og dermed en meget lavere indtjening for bankerne.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk har kunderne fra 2012 til marts sidste år betalt ca. 40 mia. kr. til bankerne og de uafhængige investeringsforeninger. Det er derfor et stort marked, som risikerer at smuldre for bankerne.

»Læren vi kan drage af denne sag er, at banksektoren i årevis har solgt produkter, som forbrugerne ikke har været tjent med. For det danske marked har i årevis været domineret af aktivt forvaltede produkter med forholdsvis høje omkostninger. Det til trods for at alle, der ikke er forlovet med banksektoren, har sagt, at det ikke er i forbrugernes interesse,« siger vicedirektør Vagn Jelsøe fra Forbrugerrådet Tænk.

Med fyringen af Jesper Nielsen lægger Danske Banks bestyrelse pres på alle andre.

Nikolaj Holdt Mikkelsen, selvstændig investeringsekspert.

En investeringsekspert er overbevist om, at Danske Banks ageren i sagen giver andre bankdirektører søvnløse nætter.

»Med fyringen af Jesper Nielsen lægger Danske Banks bestyrelse pres på alle andre. Igennem flere år har bankernes salg af investeringsprodukter båret præg af, at det ikke nødvendigvis var kundernes interesser, der stod øverst på dagsordenen. Nu er der endelig nogen, der siger stop, og det bør også få indvirkning på alle andre banker,« siger Nikolaj Holdt Mikkelsen, selvstændig investeringsekspert.

Mens Danske Bank har opkrævet 1,59 pct. i omkostninger hos sine kunder, har Nordea ifølge Morningstar opkrævet 1,79 pct.

»Vi har naturligvis også læst medier her til morgen og gennemgår nu vores produkter for at se, om nogle af vores kunder kunne være berørt af noget lignende,« siger Tine Vestergren Uldal, chef for opsparing og investering i Nordea.

De regionale og lokale banker har i gennemsnit opkrævet 1,92 pct. for at passe kundernes opsparinger. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra deres interesseorganisationer.

BRANCHENYT
Læs også