Finans
0

Uventet millionregning rundbarberer Danske Bank-kursen og skaber frygt for nedjustering

Danske Bank-bestyrelsen fyrede mandag bankdirektør Jesper Nielsen og varslede udbetaling af en erstatning på ca. 400 mio. kr. Det fik aktiekursen til at sætte ny bundrekord for 2019.

Danske Bank-aktionærer måtte mandag lægge ryg til nye kursklø som følge af en ny gebyrsag, der ventes at koste banken ca. 400 mio. kr. i indeværende år. Foto: Gregers Tycho.

Frygt for en nedjustering har de seneste uger ligget som en tung dyne over Danske Bank-kursen, der er raslet ned.

For en måned siden kostede en aktie i Danmarks største bank godt 130 kr. I dag er aktien blevet handlet til omkring 100 kr. efter endnu en dag med kurstæsk på fondsbørsen.

Medvirkende til mandagens kursfald var meddelelsen om, at Danske Bank fyrer bankdirektør Jesper Nielsen som følge af, at 87.000 kunder har betalt et for højt aftalegebyr.

Inklusive en kompensation på 400 mio. kr. til kunderne, som skal betales og udgiftsføres i 2019, er en nedjustering nu blevet meget mere sandsynlig.

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet

Sagen betyder, at Danske Bank forventer at skulle refundere berørte kunder i alt ca. 400 mio. kr., og det er noget, som skubber bag på den senere tids frygt i markedet for en mulig nedjustering, lyder det fra Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

»Investorerne er bange for at et ”opgør med fortiden” vil afdække flere sager, som ikke har været kørt helt efter bogen,« siger Per Hansen og fortsætter:

»Inklusive en kompensation på 400 mio. kr. til kunderne, som skal betales og udgiftsføres i 2019, er en nedjustering nu blevet meget mere sandsynlig,« lyder dommen fra den erfarne investeringsøkonom.

Den seneste sag betyder, at 2019 langt fra har leveret den kursmæssige medvind, som mange aktionærer givetvis havde håbet på efter sidste års alarmerende hvidvask-sag, der skar knap 100 mia. kr. af Danske Banks markedsværdi.

Året begyndte ellers godt, idet aktieprisen toppede i knap 136 kr. Det var i marts. Siden har nye problemer indhentet storbanken, som efterfølgende har udhulet aktiekursen, der mandag åbnede i 103,25.

Men så kom meddelelsen om den nye gebyrsag og fyringen af Jesper Nielsen, og det sparkede benene væk under kursen, som endte dagen i et fald på 2,5 pct.

Danske Bank sænkede seneste forventningerne til 2019 i forbindelse med fremlæggelsen af regnskabet for 1. kvartal.

Bankens ledelse venter fortsat et nettooverskud for 2019 i niveauet 14-16 mia. kr., men modsat tidligere er det inklusive en forventet gevinst på 1,3 mia. kr. fra salget af Danica Pension i Sverige.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også