Finans
0

Tidligere ledelse i Amagerbanken skal betale erstatning på 225 mio. kr.: »Det er noget rigtigt møg«

Østre Landsret har onsdag afsagt dom i ankesagen mod Amagerbankens tidligere ledelse.

Den tidligere ledelsen i Amagerbanken blev frifundet for erstatningsansvar i sommeren 2017. Efterfølgende ankede Finansiel Stabilitet dommen til Østre Landsret. Foto: Jens Dresling Arkivfoto: Jens Dresling

Otte tidligere medlemmer af Amagerbankens ledelse skal betale en erstatning på godt 225 mio. kr. til statens skraldespandsselskab Finansiel Stabilitet.

Det har Østre Landsret afgjort i en dom onsdag, og dermed ændrer landsretten dommen fra byretten, hvor de tidligere ledelsesmedlemmer blev frifundet for erstatningsansvar.

Erstatningsdommen omfatter den tidligere direktør, Jørgen Brændstrup, samt syv ikke-medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, herunder tidligere bestyrelsesformand advokat N.E. Nielsen.

Det betyder, at et tidligere medlem af direktionen samt to medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer er frifundet for erstatningsansvar.

Erstatningsbeløbet skal som udgangspunkt betales ligeligt af de otte dømte, men i det omfang N.E. Nielsens bestyrelsesansvarsforsikring dækker erstatningskravet, skal denne friholde de øvrige dømte, hvorefter restsummen betales ligeligt af de otte, fastslår dommen.

De dømte omfatter udover Jørgen Brændstrup og N.E. Nielsen Villy Rasmussen, Henrik Zimino, Kent Madsen, Carsten Ehlers, Henrik Håkonsson og Jesper Reinhardt.

»Det er noget rigtigt møg. Det er selvfølgelig også en stor overraskelse, efter at tre dommere i Retten i Lyngby frifandt os,« siger N. E. Nielsen, der nu vil gå i gang med at læse sig ned i den 334 sider lange dom.

Han vil ikke kommentere på sine forsikringsforhold, eller om dommen får konsekvenser for ham som advokat.

Ifølge domsudskriften har han dog en bestyrelsesansvarsforsikring på 100 mio. kr., men forsikringsselskabet AIG har ikke taget stilling til, om en erstatning vil være dækket af forsikringen.

Jørgen Brændstrup har ifølge sin advokat, Lars Kjeldsen, ingen kommentarer.

Amagerbanken blev overtaget af Finansiel Stabilitet i 2011, og efterfølgende rejste Finansiel Stabilitet en erstatningssag mod den tidligere ledelse, bl.a. fordi den havde ladet en valutaramme til tre af bankens største kunder køre af sporet.

Eksbokser Hans Henrik Palm, ejendomsinvestor Henrik Ørbekker og advokat Olav Damkiær-Classen havde fået en ramme på 1,5 mia. kr. stillet til rådighed i 2008, og selv om den blev overskredet med 100 mio. kr. i 2009, lod banken den køre videre indtil juni 2010.

»Landsretten anså det for ansvarspådragende for hele ledelsen at genbevilge valutarammen i december 2009 og at opretholde den frem til, den blev lukket i slutningen af juni 2010,« hedder det i dommen.

Michael Amstrup er advokat for det tidligere bestyrelsesmedlem, Henrik Zimino, der tillige er fhv. borgmester i Tårnby Kommune.

»Vi skal overveje, hvad vi skal gøre, men selvfølgelig udtrykker min klient, at det er meget overraskende for ham, efter at han blev frifundet i byretten. Det skete på det samme grundlag, og uden at der er kommet nye oplysninger frem,« siger Michael Amstrup, der oplyser, at han nu sammen med Henrik Zimino vil overveje, om de skal forsøge at få sagen i Højesteret.

På spørgsmålet om, hvilken økonomisk betydning dommen kan få for Henrik Zimino, svarer advokaten:

»Det kan du gætte dig til. En tidligere borgmester i en sag om 225 mio. kr. plus renter, som er på 70 til 100 mio. kr. Jeg har ikke talt med ham om det, så det har jeg ingen kommentar til, men han har ikke nogen forsikringsdækning.«


BRANCHENYT
Læs også