Finans

Europæiske aktier buldrer frem: Har haft bedste halvår i 20 år

De europæiske aktier har haft deres bedste første halvår i omtrent 20 år. Det brede aktieindeks STOXX 600 er oppe med 14,3 pct. i de første seks måneder af 2019, men resten af året byder på mere usikkerhed.

Alene i juni måned steg de europæiske aktier med 4,3 pct., og tager man de første dage i juli med, så kommer de op på en stigning på godt 16 pct. Foto: AP Photo/NYSE Euronext, Dario Cantatore

Europæiske aktier tog i årets første seks måneder hævn for et forfærdeligt 2018 og fik det bedste første halvår i to årtier.

Det skyldes ifølge analytikere i høj grad indikationer fra både den amerikanske centralbank (Fed) og Den Europæiske Centralbank (ECB) om, at man vil sænke renterne og give mere hjælp til økonomien. Samtidig var prisen på aktierne trykket i bund efter et fald på 13 pct. sidste år.

»Vi har set nogle aktiemarkeder, der i den grad er kørt op, i særlig grad fordi tonerne fra Fed er blevet mere lempelige. Det er finansielle markeder på doping, og det kan være rart på den korte bane, men det kan også skabe nogle ubalancer,« siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

Alene i juni måned steg det brede STOXX 600-indeks med europæiske aktier med 4,3 pct., og tæller man de første dage i juli med, kommer indekset op på en stigning på godt 16 pct. for året indtil nu.

Risikovilligheden er stigende, og investorerne ser ud til at fokusere mere på »en lempelses-fest fra centralbankerne« end handelskrig og udsigt til afmatning i økonomien, vurderer analytikere hos storbanken Bank of America i et notat.

Banken forventer, at risikovilligheden fortsat vil stige i de kommende måneder, i takt med at de finansielle markeder får et rygstød fra centralbankerne.

Tilbage i perioden fra 2013 til 2015 så man ifølge Sydbank også kraftige aktiestigninger, da både ECB og Fed sendte massive pengemængder ud i markedet via støtteopkøb af obligationer for at stimulere økonomien.

Det er finansielle markeder på doping, og det kan være rart på den korte bane, men det kan også skabe nogle ubalancer

Jacob Pedersen, aktieanalysechef, Sydbank

Men vi skal ikke forvente ligeså høje stigninger i resten af 2019, lyder det fra flere analytikere.

»Nu, hvor markederne indpriser høje forventninger til centralbankerne, er støtten fra den kant aftagende. Derfor kan der være en risiko, hvis centralbankerne skuffer forventningerne,« lyder det fra Andreas Østerheden, seniorstrateg i Nordea.

Han peger også på, at både den økonomiske udvikling og virksomhedernes indtjening vil være usikre brikker i markedernes puslespil.

Aktiernes udvikling afhænger i høj grad af, hvor dårlige de økonomiske nøgletal kommer ud resten af året, og særligt hvor hårdt det rammer virksomhederne, vurderer Jacob Pedersen.

Så længe nøgletallene ikke er alt for slemme, og virksomhederne kommer nogenlunde igennem, vil aktierne stadig stige stødt, omend i en lavere takt.

»I øjeblikket flyver aktiemarkedet højt på Fed og ECB, men den flyvetur kan få en brat ende, hvis det viser sig, at indtjeningen i virksomhederne falder sammen,« siger Jacob Pedersen.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også