Finans
0

Danske Bank og Nordea mister etiske kunder

Kunderne er blevet langt mere opmærksomme på bankernes etiske ageren.

Fotocollage: epn.dk

Danskerne er blevet mere trofaste overfor deres bank, viser en analyse, mens etiske kunder stadig siver ud af Danske Bank og Nordea.

Det skriver Børsen.

Andelen af privatkunder, der skifter bank, er faldet til 4 pct. i 2019 fra 6 pct. i 2014. Danske Bank og Nordea står efter blandt andet hvidvaskskandalen for halvdelen af de kunder, der skifter, hvor det før kun var en tredjedel.

- Kunderne er blevet langt mere opmærksomme på bankernes etiske ageren, og det har særligt ramt Danske Bank og Nordea, siger Henrik Feindor-Christensen, der er direktør i Analyse Danmark, til Børsen.

Analyse Danmark har gennemført en analyse baseret på 5000 bankkunder, og den viser, at bankernes skandaler i endnu højere grad kan aflæses på 2019-tallene sammenlignet med de tidligere år.

Blandt de Danske Bank-kunder, der har forladt banken, oplyser 44 pct., at banken ikke levede op til at være etisk og ansvarlig.

En tredjedel af de to storbankers kunder overvejer at skifte, hvorimod kun hver fjerde bankkunde blandt alle banker overvejer det. Her er etik dog langt fra en af hovedårsagerne til tvivl, men det er i stedet høje gebyrer og at ikke føle sig værdsat, der bliver vægtet højest i overvejelserne.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også