Finans
0

Tryg har boostet bundlinjen med 200 mio. kr.

Det store forsikringsselskab er kommet igennem 2. kvartal med høj vækst.

Foto: Davali Philip Foto: Philip Davali

Fremgang over hele linjen og bedre end ventet. Det er overskriften på regnskabet for 2. kvartal, som forsikringsselskabet Tryg har offentliggjort onsdag morgen.

Bundlinjen blev boostet med mere end 200 mio. kr. Resultatet før skat endte i kvartalet på 979 mio. kr. mod 735 mio. kr. i samme periode sidste år. Her havde analytikerne ifølge estimater fra Infront ventet, at det ville lande på 930 mio. kr.

Resultatet efter skat landede på 782 mio. kr. mod 568 mio. kr. i samme periode i fjor. Analytikerne havde ventet, at tallet ville ende på 764 mio. kr.

Det såkaldte forsikringstekniske resultat, der dækker over selve forsikringsdelen af Tryg, endte på 979 mio. kr. mod 846 mio. kr. i samme periode i fjor. Fremgangen kan i høj grad spores tilbage til Trygs køb af konkurrenten Alka.

»Vi leverer et tilfredsstillende forsikringsteknisk resultat, der ligger cirka 16 pct. højere end 2. kvartal 2018, hvilket primært skyldes resultatet fra Alka, men også en solid udvikling i vores kerneforretning,« udtaler Morten Hübbe, koncernchef i Tryg, i forbindelse med regnskabet.

Ser man bort fra Alka steg præmieindtægterne med 5,9 pct., men inkluderer man Alka, lyder væksten på 19,7 pct.

»Vi ser fortsat en flot vækst for koncernen primært drevet af Privat Danmark, der præsterer vækst for 16. kvartal i træk. Kundetilfredsheden er på sit højeste niveau, og kundernes fornyelse af forsikringer er rekordhøj,« siger Morten Hübbe.

Nøgletallet combined ratio, der viser erstatninger og omkostninger sammenholdt med præmieindtægter, steg fra 81,8 til 82,1. Hvis tallet er over 100, taber selskabet penge.

Tryg fastholder i forbindelse med regnskabet målsætningerne for 2020. Tryg har dermed fortsat en målsætning om, at det forsikringstekniske resultat skal ende på 3,3 mia. kr., at egenkapitalforrentningen efter skat skal være på minimum 21 pct., at combined ratio maksimalt må stige til 86 pct., og endelig er målsætningen, at omkostningsprocenten ender på ca. 14.

BRANCHENYT
Læs også