Finans
0

Storbank går mod strømmen og tror på stor rentenedsættelse fra Fed

Jerome Powell vil onsdag give en opdatering på den økonomiske tilstand go bankens pengepolitik. Foto: AP Photo/Manuel Balce Ceneta

Den amerikanske storbank Morgan Stanley tror på, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, på sit rentemøde i slutningen af juli vil sænke renten med 50 basispoint.

Det er ellers ikke den generelle markedsopfattelse, da langt de fleste tror på en rentenedsættelse på 25 basispoint.

Det skriver Bloomberg News.

Inden den amerikanske jobrapport i sidste uge, som viste sig noget stærkere end ventet, var der fortsat diskussion i markedet om, hvorvidt rentenedsættelsen ville være på 25 eller 50 basispoint.

Men efter jobrapporten er tendensen skubbet i retningen af forventning om en nedsættelse på 25 basispoint, viser handlen med fed funds-futures.

- Et stærkt politisk svar er nødvendigt for at forsvare en endnu større nedgang i det økonomiske momentum, skriver Morgan Stanleys økonomer i et notat ifølge Bloomberg News.

Der er fortsat mange risici i forhold til de globale vækstudsigter, hvor pilen lige nu peger nedad, skriver de.

Udmeldingen kommer inden centralbankchef Jerome Powell klokken 16.00 dansk tid onsdag skal give sin opdatering på den økonomiske tilstand og bankens pengepolitik foran den amerikanske kongres.

Allerede klokken 14.30 offentliggøres talen, og her vil investorerne spejde efter ethvert tegn på, at centralbanken vil sænke renten, som markedet forventer.

BRANCHENYT
Læs også