Finans

Deutsche Bank undersøges for hvidvask-hjælp i stor milliard-sag

Den tyske storbank drages nu ind i stor svindelsag fra Malaysia. Det amerikanske justitsministerium undersøger, hvad bankens rolle i investeringer for 8 mia. kr. har været.

Deutsche Bank har fået endnu en pr-mæssig hovedpine oven på udmeldingen om spareplan og fyringsrunde i mandags. Nu bliver banken også undersøgt for mulig involvering i en opsigsvækkende svindelsag for milliarder i malaysisk investeringsfond. 
Foto: Bloomberg photo by Victor J. Blue

Det amerikanske justitsministerium kigger nu nærmere på Deutsche Banks rolle I en stor sag om skandaleramt malaysisk investeringsfond.

Mistanken går på, at Deutsche Bank måske har overtrådt internationale hvidvaskregler, da den i 2014 hjalp fonden med at rejse 1,2 mia. dollars, knap 8 mia. kr.

Det skriver Bloomberg.

Fonden, 1Malaysia Development Berhad, 1MDB, var en statsejet fond, som siden 2015 har været undersøgt for mistænkelige transaktioner, hvidvask, svindel og tyveri. Ifølge det amerikanske justitsministerium er der stjålet mindst 3,5 mia. dollars – ca. 22 mia. kr. – fra fonden, som bl.a. fik assistance i sine investeringer fra den kendte amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Netop Goldman Sachs spiller en rolle, da banken har hjulpet 1MDB med at hente 6 mia. dollars i 2012 og 2013, hvilket sendte 600 mio. dollars i salærer til Goldman Sachs. En central person i den sammenhæng er den tidligere topchef for Goldmans asiatiske afdeling, Tan Boon-Kee, og hun skiftede senere til Deutsche Bank, som derefter også hjalp 1MDB med at rejse penge.

Tan Boon-Kee forlod Deutsche Bank sidste år.

Deutsche Bank kom tidligere på ugen i medierne, fordi banken nedlægger sine aktieinvesteringsforretninger og gennemfører en 55 mia. kr. stor turnaround-plan, der betyder fyring af 18.000 ansatte.

Ifølge Bloomberg har Deutsche Bank det seneste årti betal over 18 mia. dollars, næsten 120 mia. kr., i bøder og advokatomkostninger.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også