Finans

Bankekspert: Bankerne gøder jorden for negative renter til private

Bankerne har sendt en prøveballon op i forhold til at indføre negative renter, lyder det fra bankekspert.

Bankerne har opsendt en prøveballon i forhold til negative renter, lyder vurderingen. Foto: Gregers Tycho

Landets banker er i gang med at teste vandene i forhold til at indføre negative renter til private. Det er sket ved at opsende en prøveballen i form af et interview. Sådan lyder det fra bankeksperten Lars Krull, der er seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.

»De er ved at gøde jorden. Man skal se på retorikken, og her varmer man op til en ny forretningsforståelse,« siger Lars Krull.

Bankeksperten hæfter sig ved et interview med Ulrik Nødgaard, adm. direktør i Finans Danmark, i Børsen.

Artiklen er en del af en sommerserie om negative renter, og i interviewet peger Ulrik Nødgaard på, at de negative renter er et »dræn« på bankernes indtjening.

Tidligere har bankerne tjent penge på forskellen mellem rentesatsen i Nationalbanken og den indlånsrente, som bankkunderne kan få. Men med en negativ indskudsbevisrente i Nationalbanken på 0,65 pct. kan bankerne nu komme til at betale for at have penge stående i Nationalbanken.

Det har ført til, at det i dag langt fra er ualmindeligt, at erhvervskunder bliver mødt af negative indlånsrenter i bankerne. Indtil nu har private kunder ikke skullet betale for at have penge stående i banken.

Adspurgt, hvorvidt private kunder fortsat vil kunne undgå negative renter, lyder det fra Ulrik Nødgaard:

»Det er den enkelte bank, der skal vurdere, om der kommer et tidspunkt, hvor man med de risici, der er forbundet med det omdømmemæssigt, er nødt til at gå ned ad den sti. Det kan være, at det tidspunkt indfinder sig, men det er op til de enkelte banker at vurdere.«

Ifølge Lars Krull overdriver bankerne dog, når samtalen falder på negative renter i Nationalbanken.

»Retorikken er overdrevet. Det er ikke sådan, at bankerne betaler negative renter på alle de penge, de placerer i Nationalbanken. Det er kun, hvis de kommer ud over de fastlagte rammer, at det sker,« siger han med henvisning til den såkaldte foliokonto.

Det er den konto, som bankerne placerer midler i Nationalbanken på. Ifølge tal fra Nationalbanken har Danske Bank en såkaldt folioramme på 7,3 mia. kr., Nordeas lyder på 6,3 mia. kr., mens den for Jyske Bank er på 2,6 mia. kr.

Det er først for midler derover, at bankerne bliver ramt af en negativ rente på 0,65 pct.

BRANCHENYT
Læs også