Finans
0

Nordea-topchef om skuffende regnskab: »Ikke tilfredsstillende«

Nordeas koncernchef Casper von Koskull kræver yderligere tiltag for at styrke bankens finansielle resultater efter skuffende kvartalsregnskab.

Nordea-topchef Casper von Koskull er ikke tilfreds med indtjeningen i 2. kvartal. Foto: AP Images Foto: AP/ Anders Wiklund

Storbanken Nordea kommer skuffende ud af årets andet kvartal. På både top- og bundlinje ligger banken under det samlede estimat fra analytikerne, som Ritzau har indsamlet.

Bankens samlede indtægter lander i andet kvartal på 2.141 mio. euro sammenlignet med 2.578 mio. euro i samme periode sidste år. Her havde analytikerne forventet, at toplinjen ville lande på 2.169 mio. euro.

Også på bundlinjen skuffer Nordens største bankkoncern. Nordea kommer ud af perioden april-juni med et nettoresultat på 681 mio. euro sammenlignet med 1.115 mio. i andet kvartal 2018. Det svarer til et fald på 39 pct. Analytikerne havde forventet et resultat på omkring 722 mio. euro.

Dog skal det med til sammenligningen, at periodens resultat sidste år var positivt påvirket af frasalget af Nordea Liv og Pension.

Koncernchef Casper von Koskull er ikke tilfreds med resultatet.

»Markedsforholdene for Nordea er uændrede med fortsat udlånsvækst, marginpres og udfordrende vilkår for market making-aktiviteterne. Via vores indsats gennem de seneste 12 måneder ser vi dog positive tegn på generobring af markedsandele og fremtidige omkostningsbesparelser, men det tager tid, før det øgede aktivitetsniveau afspejles fuldt ud i resultatet,« siger han og fortsætter:

»Når det er sagt, så er resultatet ikke tilfredsstillende, og det er derfor nødvendigt med yderligere tiltag for at styrke de finansielle resultater. Jeg er overbevist om, at de investeringer, vi har foretaget inden for compliance og IT, sammen med vores engagerede og dygtige medarbejdere vil sikre en stærk udvikling af banken fremover.«

Nettorenteindtægterne faldt også sammenlignet med kvartalet sidste år - fra 1.110 mio. euro i 2018 til 1.071 mio. euro samme periode i år.

Nordea, 2. kvartal 2019. Nøgetal fra regnskabet:

Mio. euro2. kvartal 20192. kvartal 2018
Netto renteindtægter1.0711.110
Netto gebyrindtægter743800
Samlede indtægter2.1412.578
Samlede omkostninger1.1801.154
Nettoresultat6811.115
FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også