Finans

Deutsche Bank går tilbage på indtægterne og taber penge

På bundlinjen tabte Deutsche Bank 3,19 mia. euro efter skat i andet kvartal. I den tilsvarende periode sidste år havde banken et overskud på omtrent 400 mio. euro. Foto: AP/Michael Probst

Deutsche Bank, der er blandt de allerstørste banker i Europa, havde i andet kvartal færre handelsindtægter end ventet.

Handelsindtægterne endte således på 1,69 mia. euro, hvor analytikerne til sammenligning havde ventet lidt højere 1,79 mia. euro ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

De samlede indtægter endte i andet kvartal på 6,2 mia. euro, og det var omkring 400 mio. euro lavere end det realiserede i den sammenlignelige periode året før. For helåret venter Deutsche Bank lavere samlede indtægter end i fjor.

På bundlinjen tabte Deutsche Bank 3,19 mia. euro efter skat i andet kvartal. I den tilsvarende periode sidste år havde banken et overskud på omtrent 400 mio. euro.

I regnskabet for dette års første seks måneder forklarer Deutsche Bank, at den store indtjeningstilbagegang hænger sammen med udgifter relateret til den strategiske transformation af banken.

I andet kvartal betød transformationen nemlig udgifter på 3,4 mia. euro.

- Resultatet efter skat ville have været på 231 mio. euro, og resultatet før skat ville have været på 441 mio. euro eksklusive transformationsudgifterne, skriver Deutsche Bank i regnskabet.

Som den del af transformationsprogrammet opsiger Deutsche Bank flere tusinde af sine medarbejdere, ligesom visse dele af den samlede forretning forsøges at blive afhændet.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også