Finans

Nets sælger Betalingsservice i milliardhandel

Mastercard har været på opkøb hos danske Nets.

Bo Nilsson, topchef i Nets, er tilfreds efter salget af en del af forretningen til Mastercard.

Nets har valgt at sælge en række forretningsaktiviteter for omkring 21,3 mia. kr. til Mastercard. Blandt aktiviteterne er Betalingsservice i Danmark, men dog ikke NemID.

Det fremgår af en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

»Vi har igennem de seneste fem år opbygget en stærk konto-til-konto platform med globale vækstperspektiver. Men for fuldt ud at realisere det internationale vækstpotentiale ud over vores eksisterende geografiske tilstedeværelse kræves evner og ressourcer i en grad, som kun en etableret, global markedsleder besidder. Med sin globale rækkevidde er Mastercard i en unik position til at kunne forløse det potentiale,« siger Nets’ topchef, Bo Nilsson, i pressemeddelelsen.

De solgte aktiviteter dækker over hovedparten af Nets Corporate Service forretning, dvs. clearing og realtidsbetalinger samt digitale regningsbetalinger, herunder Betalingsservice i Danmark og AvtaleGiro/eFaktura i Norge. Derimod er Nets eID og digitaliserings services, som f.eks. NemID i Danmark, ikke en del af handlen og vil blive fastholdt som en kernekompetence i Nets.

Hos Mastercard er man tilfreds med den nye aftale.

»De globale perspektiver for realtidsbetalinger accelerer. Denne aftale styrker vores unikke position som en one-stop shop partner som kan dække alle banker, forretninger og staters betalingsbehov,« siger Michael Miebach, chef for produktion og innovation i Mastercard.

Handlen mellem Nets og Mastercard skal nu godkendes af de relevante myndigheder.

Hvis Handlen handlen som planlagt går igennem iforventes den afsluttet i første halvdel af 2020. Derefter vil Nets i højere grad satse på forretningsområderne merchant services og processing.

Læs også