Finans
0

Investorerne tvivler på bankernes indtjeningsevne

Tiltroen til bankernes indtjeningsevne er markant faldende, skriver Børsen. Jyske Banks markedsværdi har ikke ligget så langt under egenkapitalen siden krisen i 1992.

Investorerne vil betale 45 øre for en egenkapitalkrone i Jyske Bank. Det er den laveste værdiansættelse i forhold til egenkapitalen siden krisen i 1992 - og den laveste blandt de danske banker, skriver avisen.

Samme tendens gælder dog også blandt andet Danske Bank, hvor en egenkapitalkrone går for 50 øre.

De forholdsmæssigt lave værdiansættelser er ifølge Børsen et udtryk for lav tiltro til bankernes evne til at levere resultater.

- Pengeinstitutterne er i øjeblikket underlagt benhård konkurrence og meget vanskelige markedsvilkår qua lave renter og øget regulering. Udsigten til vigende egenkapitalforrentning er den primære årsag til de lave aktiekurser, siger aktieanalytiker Michael West Hybholt til Børsen.

At værdiansættelsen er lavere end egenkapitalen, gælder dog ikke alle banker. For eksempel er Ringkjøbing Landbobank prissat 70 pct. højere end sin egenkapital.

Alligevel deler Ringkjøbing Landbobanks administrerende direktør, John Fisker, bekymringen over banksektorens situation. Han peger på de lave renter, manglende efterspørgsel på lån og generel overkapacitet som årsager til det store pres på bankernes forretningsmodel.

BRANCHENYT
Læs også