Finans
BREAKING
0

Totalkredit sejler konkurrenterne agterud

Danmarkshistoriens største konverteringsbølge har sendt tusindvis af kunder over i Totalkredit-familien.

Camilla Holm, adm. direktør i Totalkredit, er glad for de mange nye kunder i selskabet. Foto: Stine Bidstrup

Landets mindre og mellemstore banker har udnyttet den største konverteringsbølge nogensinde til at kapre tusindvis af boligkunder fra konkurrenterne.

Det viser tal for realkreditudlånet, som offentliggøres, når Nykredit kommer med regnskab tirsdag, og som Finans har fået indsigt i på forhånd.

Nykredits datterselskab Totalkredit, der er de mindre og mellemstore bankers samarbejdspartner på realkreditlån, øgede sit udlån til privatkunder med 28 mia. kr. i årets første halvår.

Det skal ses i forhold til, at hovedkonkurrenten Realkredit Danmark fra Danske Bank gik 4 mia. kr. tilbage, mens den anden store konkurrent Nordea Kredit voksede 2 mia. kr. Jyske Banks tal offentliggøres først tirsdag og ventes at vise en beskeden fremgang.

Der er i højere grad tale om et fravalg af Danske Bank og Nordea end et tilvalg af Totalkredit.

Christian Stjer, adm. direktør i Voxmeter

Totalkredit buldrer med andre ord frem, mens konkurrenterne samlet set står i stampe.

»Mere end 2.000 kunder er hver måned skiftet til det fællesskab, som vi kan tilbyde med de 54 pengeinstitutter, vi samarbejder med. I en tid med et stadig mere digitaliseret samfund søger kunderne den meget personlige rådgivning og det nære fællesskab,« siger Camilla Holm, som er adm. direktør i Totalkredit.

Hun oplyser, at Totalkredit vokser i hele landet, og at væksten kommer fra både de mindre lokale og større regionale pengeinstitutter, som er med i Totalkredit-samarbejdet.

Voxmeter spørger hver uge mere end 1.000 danskere om deres holdninger til finanssektoren og direktøren for konsulenthuset er ikke overrasket over, at Totalkredit vinder kunder.

»Der er i højere grad tale om et fravalg af Danske Bank og Nordea end et tilvalg af Totalkredit. Mange har ønsket at forlade de to store banker og er skiftet til en lokalbank, som har et samarbejde med Totalkredit. Når der så er en naturlig anledning til at flytte realkreditlånet eksempelvis i forbindelse med en refinansiering, rykker de lånet til Totalkredit,« siger Christian Stjer, adm. direktør i Voxmeter.

En investeringsekspert mener, at fremgangen i Totalkredit ikke skal tilskrives realkreditkæmpen selv.

»Det går godt, fordi Nykredit og Totalkredit har været gode til at passe på deres indbringende kronjuvel, nemlig samarbejdet med de mange banker i Totalkredit-samarbejdet. Eksempelvis har Arbejdernes Landsbank alene fået så mange nye kunder, at det helt naturligt drypper på Totalkredit også, fordi banken er distributør af realkreditlån herfra,« siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

Det spiller ind, at vi ikke har fået så mange nye kunder, som vi plejer.

Christian Hilligsøe-Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark

Danske Bank og Nordea har igennem længere tid været presset af dårlige sager og et dårligt omdømme hos kunderne. Men for boligkunder er det dyrt at skifte realkreditudbyder. Mange boligkunder har derfor ventet med at skifte, indtil de alligevel skulle konvertere boliglån. Frem til den 1. august blev den største konverteringsbølge i Danmarkshistorien afsluttet med låneomlægninger for ca. 180 mia. kr.

»Det er ingen hemmelighed, at kunder tidligere har forladt Nordea Bank, men uden at flytte deres realkreditlån med, fordi det ikke har været relevant at konvertere før nu. Så det er gammel skade, der er tale om,« siger Claus Greve, adm. direktør i Nordea Kredit.

Realkredit Danmark afviser, at tilbagegangen »i større omfang« skyldes mistede kunder. I stedet peger realkreditselskabet på, at kunderne afdrager mere på deres gæld.

»Endvidere spiller det ind, at vi ikke har fået så mange nye kunder, som vi plejer,« siger Christian Hilligsøe-Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

BRANCHENYT
Læs også